Rikke Møller Pedersen gik sikkert videre til semifinale

Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen er klar til semifinalerne i 50 meter bryst ved EM på kortbane.
Rikke Møller Pedersen blev samlet nier og er videre til semifinalerne i 50 meter bryst.
Rikke Møller Pedersen blev samlet nier og er videre til semifinalerne i 50 meter bryst. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

De første danskere var onsdag formiddag i vandet ved kortbane-EM i Royal Arena i København.

Topsvømmeren Rikke Møller Pedersen levede op til forventningerne i 50 meter bryst og gik sikkert videre til semifinalerne.

Rikke Møller Pedersen blev noteret for tiden 30,30 sekunder i indledende heat og blev samlet nummer ni. De 16 bedste gik videre.

Da reglerne siger, at kun to svømmere fra samme nation kan gå videre, og tre finske svømmere endte i top-5, endte en dansk svømmer med at skulle ud i omsvømning.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Josefine B. Pedersen blev samlet delt nummer 17 i samme tid som israelske Amit Ivri (30,82 sekunder), og de to skulle derfor kæmpe om den sidste plads i semifinalerne.

I omsvømningen snuppede Josefine B. Pedersen den sidste semifinaleplads i tiden 30,68 sekunder. Det var 31 hundrededele af et sekund hurtigere end israeleren.

Matilde Schrøder og Anna Wermuth gik ikke videre til semifinalerne i samme disciplin.

Det blev også til en flot dansk rekord i 50 meter bryst. Den blev sat af Tobias Bjerg, som var 26,64 sekunder om at svømme de 50 meter i indledende heat.

Det rakte til en placering som samlet nummer 12, og Tobias Bjerg er videre til semifinalerne.

Philip Greve og Niklas Hedegaard gik derimod ikke videre fra indledende heat.

Viktor Bromer skuffede i indledende heat i 100 meter butterfly. Danskeren endte som samlet nummer 22.

Heller ikke Daniel Steen Andersen gik videre til semifinalerne, da han blev samlet nummer 35 i 100 meter butterfly.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.