Bjarne Riis vil ikke tale om doping i fortiden men hellere om fremtiden. Og set i lyset af rækken af tunge indicier, der ligger på den danske Tour de France-vinder, så forstår man ham godt. For hvad ville Bjarne Riis have ud af det?

Han ville blive udstillet som en hykler, der selv doper sig, og bagefter kæmper en hellig krig for at bekæmpe det, og hans cykelhold, CSC, vil højst tænkeligt være fortid. Men omvendt må man spørge sig selv, hvad cykelsporten ville have ud af, at Bjarne Riis gik ud og indrømmede et eventuelt misbrug? Ingenting.

For hvor hyklerisk hans kamp imod doping end er, så bunder den i et reelt ønske om at komme dopingen til livs, fordi den ellers vil ødelægge cykelsporten. Her har Bjarne Riis de seneste år gjort mere end mange andre for en ren cykelsport, og han er et navn, folk lytter til i den internationale cykelverden.

Derfor kan hans nuværende standpunkt og status være med til at ændre mentaliteten i den internationale cykelsport. For et andet spørgsmål er, hvor mange af dopingsynderne, der overhovedet tager doping af lyst. Lige så mange tager det måske fordi, at det bare er en del af kulturen og nødvendigt, hvis man vil være med i sporten.

Det skal ikke undskylde dopingsyndere, men en officiel syndsbekendelse fra Bjarne Riis på nuværende tidspunkt vil være skidt for cykelsportens fortsatte bestræbelser på at blive en ren sport.