Manden i den gule trøje Chris Froome (Sky) måtte til manges overraskelse klare sig selv på 9. etape af Tour de France, og det åbner spændende perspektiver for konkurrenterne.
Saxo-Tinkoffs holdejer, Bjarne Riis, mener, at det britiske mandskab havde undervurderet rivalerne.
- Jeg så et Sky-hold, der troede, at de kunne spille supermænd. Men det kunne de altså ikke. Det er de ikke stærke nok til - ikke på en etape som den i dag. Den kostede for dem, siger Bjarne Riis.
Froomes vigtigste hjælperytter Richie Porte tabte pusten totalt og faldt fra en placering som nummer to til nummer 33.
Dermed udgør han ikke længere en trussel for Skys rivaler i klassementet, og det britiske mandskab kan derfor ikke bruge ham til at sætte konkurrenterne under pres.
Samtidig mistede Sky en af holdets vigtige ryttere Vasil Kiryienka, da han faldt for tidsgrænsen på den kaotiske etape i Pyrenæerne.
Riis ser spændende perspektiver for Saxo-Tinkoff efter søndagens udvikling.
- Det er absolut spændende for os, og det giver blod på tanden i forhold til at kunne isolere Chris Froome.
Riis mener imidlertid ikke, at hans kaptajn, Alberto Contador, kunne have udnyttet situationen, da Chris Froome var isoleret uden hjælpere på sidste bjerg.
- Det skal også flaske sig. Det er ikke altid, at det lige lykkes 100 procent, som man gerne vil, og der er langt hjem fra det sidste bjerg. Der sad også for mange Movistar-ryttere i gruppen.
Saxo-Tinkoffs spanske stjerne, som havde en dårlig dag lørdag, var langt bedre på 9. etape.
- Alberto var noget bedre i dag, men han skal også have benene til at sætte Froome.
- Det var en hård bet i går. I dag var godt. Vi kom igen, og vi er godt tilfredse med dagen. Vi viser de rigtige takter, siger Bjarne Riis.
Alberto Contador ligger nummer seks i den samlede stilling. 1,51 minutter efter Froome.
/ritzau/