I en tid med udflytning af arbejdspladser og store direktørbonusser meddeler industrivirksomheden Linaks ejer og administrerende direktør, Bent Jensen, at han agter at gå en anden vej. Det skriver fagbladet 3F.
Bent Jensen har besluttet at overdrage en tredjedel af den succesfulde virksomhed til en fond, der blandt andet skal styres af medarbejderne. Det skal ske, når han og hans hustru dør.
- Det er den bedste løsning for at sikre Linaks overlevelse i Danmark. Man kunne også sælge virksomheden, men hvad skulle man med en masse penge? siger 61-årige Bent Jensen til 3F.
Linak producerer blandt andet systemer til hæve-sænkeborde og hospitalssenge. Og de gør det med så stor succes, at koncernen sidste år lavede et overskud på 272 millioner kroner efter skat af en omsætning på 2,2 milliarder.
Medarbejderne i virksomheden har stor forstand på produktionen, og de vil være de bedste til at drive virksomheden fremover, lyder det fra den administrerende direktør. Sammen med folk udefra skal de kontrollere fonden.
- Der skal være plads til alle i den fond. Alle niveauer skal være repræsenteret. Der skal i hvert fald være nogle 3F'ere også sammen med ingeniører og andre grupper, siger Bent Jensen.
Bent Jensens to døtre har hver fået overdraget en tredjedel af virksomheden. Fonden skal altså eje den sidste tredjedel.
Døtrene har ikke intentioner om at drive virksomheden, så den fremtidige konstruktion vil også sikre firmaet mod trælse familiestridigheder, forklarer Bent Jensen.
Linak beskæftiger 900 ansatte.
/ritzau/