Den danske fodboldspiller Søren Rieks skifter fra IFK Göteborg til Malmö FF i den bedste svenske liga. Kontrakten løber til 2020, skriver den 30-årige danskers nye klub på sin hjemmeside.
Søren Rieks er glad for skiftet, og han mener, at han er kommet til en topklub.
- Rent sportsligt er det (Malmö FF, red.) noget af det bedste i Skandinavien, siger offensivspilleren til klubbens hjemmeside.
- I mine år i Sverige har Malmö FF ligget i toppen, spillet i Europa og næsten altid vundet titler. Jeg håber, at jeg kan fortsætte traditionen med at vinde titler og spille i Champions League, siger Rieks.
Malmö FF er blevet mester i Allsvenskan i de seneste to sæsoner, og Rieks bliver holdkammerat med Lasse Nielsen, der i disse dage er med ligalandsholdet i Abu Dhabi for at forsøge at spille sig ind i VM-varmen.
Søren Rieks skiftede i 2012 fra Esbjerg til hollandske NEC Nijmegen. Der blev han i to år, inden han tog til Sverige og IFK Göteborg i 2014.
Det blev til 117 kampe for IFK Göteborg, og Rieks har scoret 33 mål for klubben inden skiftet til Sydsverige.
Han står noteret for tre landskampe og en enkelt scoring i landsholdstrøjen.
/ritzau/