Efter tirsdagens afsløring i TV 2-programmet Operation X har Københavns Kommunes interne revision undersøgt beviserne mod den korruptionsmistænkte vedligeholdelseschef Anders Asbjørn Jensen.
I programmet blev der fremlagt beviser for, at han have indgået aftaler om vedligeholdelsesopgaver for millioner med en ven, hvorefter kommunen har betalt over overpris for mangelfulde renoveringer af skoler og institutioner.
Socialdemokraternes overborgmester i København, Ritt Bjerregaard (S), vil til bunds i korruptionsanklagerne.
Hun undrer sig over, at den mistænkte vedligeholdelseschef endnu ikke er suspenderet.
"Det er klart, at sagen skal undersøges til bunds. Det har jeg indtryk af, at den ansvarlige borgmester er i fuld gang med," siger hun til TV 2 News med henvisning til kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).
"Det er bekymrende, at kommunechefen endnu ikke er suspenderet, men jeg går ud fra, at Pia Allerslev tager alle de nødvendige foranstaltninger, så den her sag bliver ordentligt opklaret," siger overborgmesteren.
Pia Allerslev siger ifølge Berlingske.dk, at vedligeholdelseschefen i Københavns Ejendomme er uskyldig indtil andet er bevist.
Han bliver ikke suspenderet, før han har fået lov til at forklare sig.
Anders Asbjørn Jensen fik onsdag 48 timer til at redegøre for beskyldninger om nepotisme og korruption i forbindelse med renovering af københavnske skoler. De 48 timer slutter fredag klokken 12.