Rygterne har svirret i dagevis. I morgen udkommer 2007-udgaven af den franske madbibel Michelin-guiden, men allerede i dag svirrer resultatet blandt kokke og køkkenchefer.
»Jeg har mest lyst til at smide mine knive, hoppe i vandet og drikke champagne,« sagde den begejstrede køkkenchef på NOMA, Rene Redzepi, her til morgen, efter han i taxaen på vej på arbejde fik at vide, at Noma som den eneste restaurant i Danmark lige nu, har fået to stjerner i den prestigefulde madguide.
Som sagt bliver det endelige resultat først offentliggjort i morgen. Men redaktør for Michelin-guiden i Europa Derek Bulmer, bekræfter overfor Nyhedsavisen, at Restaurant MR og Søllerød Kro begge har fået en stjerne, og at Bo Bech og Restaurant Kiin Kiin med en Rising Star blevet nomineret til en stjerne næste år.
»Vi er meget glade for, at vi i år har kunnet give København to stjerner, for det er den mest spændende by i norden lige nu. Typisk for København er råvarer med høj kvalitet og kokke med tekniske færdigheder på et meget højt niveau. Det er et meget moderne og fokuseret køkken,« siger Derek Bulmer.
Kokkeriet, Restaurant Godt og Oubæk har mistet deres stjerne, hvilket for Oubæks vedkommende ikke er nogen overraskelse, fordi han i år har lavet gourmetrestauranten om til et brasserie. Desuden har København mistet yderligere en stjerne, fordi Kommandanten er lukket. Men både Formel B og The Paul har bevaret deres stjerner.