Rejsende mellem Danmark og Norge skal ikke have taget deres temperatur, som det ellers blev fortalt torsdag aften.
Torsdag aften skrev Ritzau ellers at Rederiet Color Line indfører obligatorisk temperaturmåling for rejsende på færger mellem Hirtshals og Larvik samt Hirtshals og Kristiansand.
Ritzau citerede det norske medie Dinside, hvor koncerndirektør for kommunikation i Color Line, Helge Otto Mathisen, udtaler sig.
Men fredag formiddag er meldingen en anden fra Color Line. Nu siger Henrik Renneberg, administrerende direktør i Color Line Danmark, til DR Nordjylland, at det kun gælder rejsende på selskabets forbindelse mellem Norge og Tyskland.
- Afgange fra Hirtshals er foreløbigt undtaget, i hvert fald indtil antallet af smittede i Nordjylland stiger, siger han til DR Nordjylland.
Det er i stedet på rederiets afgange mellem Oslo og Kiel, at alle nu skal have målt deres temperatur, inden de kommer om bord.
Hvis en person får påvist forhøjet temperatur, vil vedkommende som udgangspunkt ikke få lov til at gå om bord, forklarer han.
Feber kan nemlig være et symptom på coronasmitte.
Udstyret til at måle temperatur vil være på plads i løbet af næste uge, men det bliver ikke det eneste tiltag.
Rejsende skal også bekræfte, at de ikke har været i nærkontakt med en smittet, ikke selv har symptomer og ikke er pålagt karantæne eller isolation.
- Vi forstærker tiltagene om smitteværn. Trygge og gode rammer er afgørende for både gæsterne og vores ansatte, siger Color Lines koncernchef, Trond Kleivdal, i en pressemeddelelse.
For passagerer på ruten til Kiel fra Oslo bliver det fra lørdag ikke længere muligt at gå i land i den nordtyske by.
Det skyldes, at det norske udenrigsministerium i en opdatering af dets rejsevejledning tidligere denne uge frarådede rejser, som ikke er strengt nødvendige, til blandt andet Tyskland.
Samtidig har Norge indført ti dages karantæne for alle indrejsende fra Tyskland. Det samme gælder for øvrigt for indrejsende fra tre danske regioner, Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland.
- Ved at tilbyde en tryg oplevelsesrejse uden at gå i land i Kiel sikrer vi, at driften af "Color Magic" og "Color Fantasy" opretholdes, som vi også gjorde tidligere i sommer, før grænserne blev åbnet 15. juli, siger koncernchefen.
Aktuelt er Region Nordjylland ikke på listen over områder, som Norges udenrigsministerium fraråder rejser til.