Kan man blive straffet for at tælle kort? Nej. Kan man blive straffet for at høre, hvordan naboen talte kort i sit seneste spil? Ja.
Og det risikerer pokerspilleren Brian Hastings at blive. Han har netop vundet 21 millioner kroner i sidste uge; pengene er vel at mærke blevet hentet på internetcasinoer ved de såkaldte cashborde, hvor man spiller om netop cash også kaldet kolde kontanter.
Hastings snuppede de fleste skejser fra en anonym spiller, der kalder sig Isildur1 (hans identitet er i øvrigt et ofte debatteret emne i pokerverdenen). Korttællerforbrydelsen består i, at han har slået database-pjalterne sammen med spillerne Cardrunners, Brian Townsend og Cole South.
Alle fire spillere har løbende været i korttvekamp med Isildur1. De har nidkært ført statistik over, hvordan hver spillet hånd er endt, og Brian Hastings har så brugt den samlede mængde statistisk informationsmateriale til at kortlægge, hvordan Isildur1 typisk spiller.
At han dermed tilsyneladende knækkede koden til en temmelig velpolstret millionbank var alligevel for god en historie til, at Brian Hastings kunne holde kæft med den.
Så han plaprede ud med hele herligheden til tv-stationen ESPN, og nu er Ruder Konge løs i Pokergade.
For nok må man føre statistik over hænderne i de spil, man selv har deltaget i. Men det er helt og aldeles ulovligt at bruge andres statstikker til at nedkæmpe en pokermodstander med.
I øjeblikket diskuterer afsindigt mange pokerfanatikere på diverse debatfora, hvordan sagen skal tolkes, men pokervirksomheden Full Tilt Poker her endnu ikke meldt ud om, hvorledes de forholder sig til korttælleaffæren.