Real Madrid starter uden formstærke Gareth Bale i lørdagens Champions League-finale mod Liverpool.
Waliseren kan i stedet få en rolle som joker, hvis han bliver skiftet ind fra bænken.
Bale må trods mange mål i sæsonafslutningen i den spanske liga vige pladsen for franske Karim Benzema, der ikke har været nær så skarp foran mål på det seneste.
Benzema starter i angrebet ved siden af superstjernen Cristiano Ronaldo. På midtbanen stiller de forsvarende CL-mestre med Isco, Casemiro, Toni Kroos og Luka Modric.
Bagkæden er med Sergio Ramos og Raphaël Varane centralt og Daniel Carvajal og Marcelo på siderne. Målet vogtes af Keylor Navas.
Liverpool stiller med tre mand i front - Premier League-topscoreren Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mane.
På midtbanen har Liverpool-manager Jürgen Klopp valgt Georginio Wijnaldum, Jordan Henderson og James Milner, mens forsvaret udgøres af Trent Alexander-Arnold, Dejan Lovren, Virgil van Dijk og Andrew Robertson.
Loris Karius vogter målet for englænderne i Kijev, hvor der er kampstart klokken 20.45.
/ritzau/