Det passagerfly, der styrtede ned i Indonesien den 29. oktober, skulle aldrig være lettet.
Det slår landets myndigheder for transportsikkerhed fast i den indledende rapport om ulykken, hvor alle 189 personer om bord mistede livet.
Flyet - en Boeing 737 MAX 8 ejet af lavprisselskabet Lion Air - havde kun været i drift i få måneder inden ulykken.
Men allerede på den foregående flytur fra Denpasar i Bali til Jakarta i Indonesien havde der været tekniske problemer.
- På turen fra Denpasar til Jakarta oplevede flyet et teknisk problem, men piloten valgte at fortsætte, siger Nurcahyo Utomo, der er chef for luftfart i Indonesiens nationale myndighed for trafiksikkerhed.
- Vores holdning er, at flyet ikke længere var luftdygtigt, og at det ikke skulle være fortsat.
Men flyet lettede altså igen dagen efter fra Jakarta med kurs mod Pangkal Pingar på Sumatra, hvor det kort efter faldt ned fra en skyfri himmel.
De indonesiske myndigheder giver onsdag ikke en endelig forklaring på, hvorfor flyet styrtede ned. Den afsluttende rapport vil først blive færdiggjort nærste år.
Men ifølge efterforskerne har Lion Air flere gange sat flyet i luften uden at fikse de problemer, der blev rapporteret om i dagene op til ulykken.
Lion Air skal "fremme sikkerhedskulturen og træne piloter til at tage ordentlige beslutninger om, hvorvidt man skal fortsætte flyturen", lyder det i rapporten.
Data fra flyets sorte boks viser ifølge de indledende undersøgelser, at piloten fra start kæmpede med kontrollen over flyet.
Mens flyets automatiske sikkerhedssystem forsøgte at presse flyets næse nedad, forsøgte piloten gentagende gange at presse styrenæsen op.
Det øgede bekymringen for, at der er yderligere problemer med sikkerhedssystemet, som er blandt de nyeste og mest avancerede i systemer til passagerfly.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP