Det er en politisk skandale i Tamilsags-kaliber, hvis beskyldningerne i det anonyme brev til Skattesagskommissionen er rigtige, og brevskriveren bliver fundet.
Det vurderer Henrik Qvortrup, TV 2's politiske kommentator.
- Det er potentielt en meget dramatisk udvikling af sagen, siger han ifølge tv2.dk, efter at Berlingske på forsiden af sin tirsdagsavis har kastet lys på de alvorlige påstande i det opsigtvækkende brev.
- Men vi skal tage forbehold; vi ved ikke, om brevet er et falsum. Men hvis det er rigtigt, så belaster det i den grad Venstre-toppen og kan vende op og ned på sagen, siger TV 2's politiske kommentator.
Berlingske har læst brevet og skriver, at den anonyme brevskriver hævder at være advokatsekretær på "et stort advokatkontor i provinsen".
Ifølge brevskriveren er notatet om Helle Thorning-Schmidts skattesag, som ifølge BT er skrevet af redaktionschef Simon Andersen, i virkeligheden udarbejdet af en af indehaverne af det firma, hvor brevskriveren arbejder.
Notatet er angiveligt bestillingsarbejde fra et ledende Venstre-medlem, og advokatkontoret har fået en lang række mails fra Venstres sekretariat og fra Venstres pressetjeneste med bilag til brug for udarbejdelse af notatet.
Ifølge Henrik Qvortrup burde det ikke være så svært at finde det pågældende advokatfirma:
- Mange i det politiske system - og mon ikke også politiet og Skattesagskommissionen - har en rimelig god fornemmelse for, hvad det er for et enkelt advokatfirma - jeg kan sige så meget - at det ligger i Aarhus, siger han.
- Det ville være smart at ringe til det som noget af det første, tilføjer Henrik Qvortrup ifølge tv2.dk.
Skattesagskommissionen formand, Lars E. Andersen, har opfordret den anonyme brevskriver til at give sig til kende inden tirsdag klokken 12, hvor vidnerne får lov at læse det famøse brev.
/ritzau/