Ritzau
Opdateret kl. 17:07
Præsident Vladimir Putin beskylder USA for forsøg på at skabe ballade ved præsidentvalget i Rusland næste år ved at opfinde en dopingskandale.
- Som svar på vores påståede indblanding i deres valg vil de forsøge at skabe problemer under præsidentvalget i Rusland, siger Putin.
Den russiske leder mener, at afsløringer af statsstøttet doping af russiske atleter er en sag, der er opfundet af USA.
Han peger på, at vinter-OL holdes i februar, mens russerne har præsidentvalg i marts.
- Her er hvad der bekymrer mig, fortæller han i en tale på en fabrik i Tjeljabinsk i Ural-regionen.
- De Olympiske Lege starter i februar, og hvornår er det, at vores præsidentvalg finder sted, spørger han tilhørerne.
- I marts?
- Der er en stærkt mistanke om, at alt dette sker for at skabe en situation, der er nyttige for nogle, men skuffer sportstilhængere og sportsfolk i sager, hvor der er påstande om, at staten har forbrudt sig.
Kort inden, at Putin holdt sin tale torsdag, meddelte det russiske skiforbund, at fire langrendsløbere er fundet skyldige i doping af Den Internationale Olympiske Komite.
Ved OL sidste år i Rio de Janeiro blev mange russiske atleter udelukket efter afsløringer af, hvordan den russiske stat var dybt involveret i doping og forsøg på at skjule det.
Rusland har kategorisk benægtet, at det forsøgte at påvirke det amerikanske valg i 2016.
De amerikanske efterretningstjenester fastslog i en rapport i januar, at Rusland uden al tvivl forsøgte at manipulere de amerikanske vælgere for at få Donald Trump valgt som præsident.
/ritzau/AFP