Den Kreml-kritiske oppositionsaktivist Aleksej Navalnij blev modtaget som en folkehelt, da han tidligt lørdag vendte hjem til Moskva.
Den 37-årige advokat og blogger blev torsdag overraskende løsladt fra fængslet i den nordrussiske by Kirov, hvor han afsonede en dom på fem års fængsel for svindel i millionklassen og hvidvask af penge.
Og Navalnij har ikke tænkt sig at gå i flyverskjul, mens han på fri fod venter på at få sin appelsag behandlet.
Ved ankomsten til Moskvas Jaroslav-banegård lovede han sine jublende tilhængere at stille op ved borgmestervalget i den russiske hovedstad 8. september.
- Vi er en stærk folkebevægelse. Jeg havde ikke troet, at vi var så stærke, råber en overvældet Navalnij, da han og hustruen Julija bliver modtaget med blomster og højlydt jubel på den proppede banegård.
- Nu tager vi valget. Og vi vinder valget, siger han til sine mange fremmødte tilhængere, der svarer:
- Navalnij er vores borgmester! Navalnij er vores borgmester!
/ritzau/dpa