Ruslands præsident, Vladimir Putin, indviede tirsdag en ny, omstridt bro fra Rusland til Krim ved at køre over den i en lastbil.
Det bliver stærkt kritiseret af Ukraine og EU.
Rusland annekterede i 2014 Krim fra Ukraine trods protester fra det internationale samfund.
Det statslige russiske tv viste Putin, der var klædt i cowboybukser og en afslappet jakke, sidde bag rattet i en stor lastbil sammen med en gruppe arbejdere.
- Jeg lykønsker Jer med denne bemærkelsesværdige, festlige og historiske dag, erklærede den russiske leder, inden han begav sig ud på køreturen over den lange bro, som forbinder halvøen Taman i det sydlige Rusland med halvøen Krim.
- I andre historiske epoker - endda under zaren - drømte folk om at bygge en bro som denne, tilføjede Putin til jublende klapsalver.
Ukraines premierminister, Volodimir Grojsman, fordømmer den nye bro som en krænkelse af folkeretten.
- Besættelsesmagten Rusland, der midlertidigt har besat Ukraine, fortsætter med at bryde folkeretten, siger Grojsman til AFP.
EU's udenrigspolitiske kontor kalder broen "en krænkelse af Ukraines suverænitet og af landets territoriale integritet".
EU og USA har indført sanktioner mod de firmaer, der har været involveret i byggeriet.
Broen er den længste ikke bare i Rusland, men også i Europa. Den overtager førerpladsen fra Vasco da Gama-broen, der med 17,2 kilometer spænder hen over Tejo-floden ved Lissabon.
Det har kostet 228 milliarder rubler (godt 23 milliarder kroner, red.) at opføre broen, som forbinder regionen Krasnador med byen Kerch på Krim.
Konstruktionen går hen over et stræde mellem Sortehavet og Det Azovske Hav.
Hovedentreprenøren på broen er et selskab, hvis ejer er blandt Vladimir Putins nærmeste støtter.
Trafikalt vil broen indebære en stor aflastning. Indtil nu har det været besværligt at komme til Krim fra det sydlige Rusland på grund af en begrænset kapacitet af bilfærger.
Desuden ligger skibsfarten i området ofte stille i vintermånederne på grund af hårdt vejr. Derfor har den nemmeste rejseform været fly.
Krim er et yderst populært rejsemål for russere om sommeren. Putin sagde i marts, at han håbede, at broen ville stå klar til denne sæson.
/ritzau/AFP