Den russiske præsident Vladimir Putin signalerede onsdag, at han ikke ville lade den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowdens ansøgning om midlertidigt asyl i Rusland ødelægge forholdet til USA.
Snowden er sigtet for spionage i USA, efter at han har afsløret detaljer om amerikanernes omfattende overvågningsprogram Prism.
Den eftersøgte tidligere efterretningsmand har siden 23. juni befundet sig i transitområdet i Moskvas internationale lufthavn Sheremetyevo.
- Bilaterale relationer er efter min mening vigtigere end skænderier om efterretningsaktiviteter, siger Vladimir Putin på spørgsmålet, om hvorvidt Snowden-sagen vil kaste en skygge på topmødet mellem USA og Rusland til september.
Putin er lige nu på besøg i den sibiriske by Tjita, men han sagde intet om, at han forventer, at Edward Snowden får bevilget midlertidigt asyl i Rusland. Han gentog imidlertid, at Snowden skal stoppe med at lække oplysninger, der kan skade USA.
Den 30-årige spionsigtede amerikaner siger, at USA har forhindret ham i at rejse til Latinamerika, hvor Venezuela, Nicaragua og Bolivia gerne vil tage imod ham.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.