Det britiske pund steg onsdag, efter at BBC rapporterede, at et flertal i det konservative parti vil støtte premierminister Theresa May ved afstemning.
Pundet steg omkring klokken 14.30 (dansk tid) til 1,2579 dollar, efter at det tidligere havde været nede på det laveste niveau i 20 måneder: 1,2478.
Over 50 procent af de konservative parlamentsmedlemmer har, ifølge flere britiske medier, udtrykt støtte til den trængte premierminister.
Reuters skriver, at mindst 185 konservative parlamentsmedlemmer offentligt har tilkendegivet, at de vil støtte May.
Hun er formelt sikret i sin position med støtte fra 158 af partiets 315 parlamentsmedlemmer.
May fik hurtigt mange tilkendegivelser om støtte fra nøgleministrene i hendes regering.
Pundet steg, efter at May havde trodset oprørske partifæller ved at stille sig uden for Downing Street 10 og erklære, at hun vil kæmpe for at vinde en tillidsafstemning i sit parti "med alt, hvad jeg har i mig".
Hun siger, at et lederskiftet på dette tidspunkt vil medføre, at den britiske udtræden af EU vil blive forsinket eller stoppet.
Mindst 48 konservative parlamentsmedlemmer har meldt sig og kræver en afstemning om mistillid til May. Afstemningen finder sted onsdag aften.
Det var onsdag eftermiddag usikkert, hvor mange der vil bakke op om, at May skal træde tilbage som formand og premierminister.
Hendes modstandere i hendes parti er rasende over den skilsmisseaftale, hun har indgået med EU.
Men tabloidavisen The Sun skriver, at May stadig kan tabe, hvis hun efter afstemningen ikke får nedkæmpet oprøret mod hende i hendes eget bagland.
The Sun skriver også, at det har kendskab til mindst 171 konservative parlamentsmedlemmer, som offentligt har erklæret, at de vil støtte May ved mistillidsafstemningen.
Det er mere end halvdelen af de i alt 315 stemmer.
Men erfarne konservative politikere siger, at hvis May kun har et lille flertal bag sig, så vil hendes dage måske alligevel være talte, da hun vil være under et voldsomt pres.
Ved en sejr vil premierministeren dog formelt være sikret mod nye mistillidsafstemninger i 12 måneder.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters