Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har anmeldt indkøbsforeningen Team DS til politiet for at have koordineret priser på kameraer hos mere end 50 fotohandlere.
Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
- En indkøbsforening kan gavne konkurrencen og forbrugerne. Men når Team DS nøje instruerer medlemmer, der er indbyrdes konkurrenter, i at holde salgspriserne oppe, så er det en klar overtrædelse af konkurrencereglerne, skriver direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jakob Hald.
Team DS har ifølge styrelsen over 50 medlemmer, der er selvstændige butikker under blandt andet kæderne PhotoCare og Japan Photo.
Konkurrencerådet har afgjort, at Team DS i en over fem år lang periode frem til sommeren 2013 koordinerede priserne på kameraer og udstyr hos sine medlemmer.
- Hertil kommer, at foreningen har udvekslet informationer mellem de godt 54 fotohandlere, der er medlemmer, om priser og andre konkurrenceparametre.
- Forbrugerne kan have betalt højere priser for kameraer og tilbehør på grund af Team DS' overtrædelse, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det har fået Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at anmelde Team DS til Bagmandspolitiet.
- Det er selvfølgelig 100 procent legitimt at indgå i en indkøbsforening. Men problemet opstår, når foreningen blander sig i butikkernes priser. Det er en klar overtrædelse af reglerne.
- Vi mener, at det er vigtigt, at det ikke kun bliver konstateret, at reglerne er overtrådt, men at det også kan få en sanktion.
- Den kan vi ikke selv give, men kan anmelde dem til Bagmandspolitiet. Så det har vi gjort, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Adrian Lübbert.
Derudover har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uddelt et påbud til Team DS om at stoppe praksis med det samme.
Indkøbsforeningen har været en god forretning. Regnskaberne fra Team DS viser, at 2016 bød på et bruttoresultat på 5,8 millioner kroner og et overskud på 1,4 millioner kroner.
Ved udgangen af 2016 havde Team DS 57 medlemmer.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.