Hvis kriminalitetstruede unge får et fritidsjob, så er der en god chance for, at de holder sig fra ballade. Og det er netop essensen i pilotprojektet Ung i job , der i går modtog Justitsministeriets årlige Kriminalpræventive Pris.
SSP København (skole, socialforvaltning, politi) står bag projektet, der formidlede job mellem lokale virksomheder på Amager og de unge i området. I alt fandt konsulenterne 166 job i 100 forskellige virksomheder til unge mellem 13 og 18 år.
»Prisen er en vigtig anerkendelse af et projekt, der har krævet en hel del ekstra af medarbejderne. Det har til tider været op ad bakke,« fortæller Michael Melbye, sekretariatschef for SSP København.
Stor opbakning
Medarbejderne har – foruden at opsøge fritidsjobbene – blandt andet lært de unge, hvordan man skriver en ansøgning, og hvordan man opfører sig til en jobsamtale.
Og virksomhederne har bakket op i stor stil:
»Det er helt unikt, som virksomhederne er gået ind i projektet. Deres eneste krav har været, at vi skulle sørge for backup-personer, der kunne støtte de unge,« forklarer Michael Melbye.
I øjeblikket overvejer SSP København at udvide pilotprojektet til resten af København, og Det Kriminalpræventive Råd lagde i prisuddelingen vægt på, at projektet endda kan udbredes til resten af landet.