Crystal Palace-spilleren Jason Puncheon er blevet sigtet for overfald og for at være i besiddelse af et våben, efter han var involveret i en slåskamp nær en natklub i weekenden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
31-årige Puncheon blev arresteret søndag morgen, efter at politiet var blevet tilkaldt til Reigate, der er en by nær London.
Midtbanespilleren havde festet med nogle venner på en natklub i området og var så blevet involveret i noget ballade på gaden efterfølgende.
Stedets vagtmænd måtte træde til for at bringe ro på gemytterne, indtil politiet ankom til stedet klokken 02.20.
Senere blev Puncheon løsladt mod kaution, og han skal møde i retten 5. januar.
Englænderen har spillet 11 kampe for Roy Hodgsons tropper i indeværende sæson, og den seneste optræden fandt sted 18. november mod Everton.
Puncheon har spillet for en lang række engelske klubber som blandt andre Southampton, Millwall, Queens Park Rangers, Plymouth og Blackpool.
/ritzau/