Hvad ville du gøre, hvis du pludselig blev mangemilliardær? En del hankønsvæsener ville utvivlsomt lege med tanken om at købe deres helt egen fodboldklub.
Sådanne tanker gør en del af virkelighedens milliardærer sig også, og derfor er en særpræget udvikling i gang i den engelske Premier League, hvor en stor del af klubberne ejes af rigmænd fra Asien, Mellemøsten eller USA.
Den engelske Premier League i fodbold er der, hvor det sker. Stadionerne er fyldt til bristepunktet, og verdensnavnene nærmest vælter over hinanden i tacklingerne. For ud over prestigen er pengene i engelsk fodbold overordentligt store.
Inden den nye sæson, der blev sparket i gang i sidste weekend, er der shoppet spillere for astronomiske millionbeløb og udskrevet lønchecks med flere nuller end året før. Og paradoksalt nok er klubberne mere forgældede end nogensinde.
Én milliard i løn
Premier League-holdene tjener langt flere penge end konkurrenterne i Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig. Hvad enten det gælder tv-rettigheder, sponsoraftaler eller entreindtægter, så topper briterne, fordi de gennem en årrække har formået at ’brande’ hele Premier League som noget eksklusivt – over hele verden.
Det betyder, at for hver gang en engelsk klub får en krone i klubkassen, så får en tysk klub kun 61 øre, en spansk klub 58 øre, en italiensk klub 51 øre og en fransk klub 43 øre.
Det ligner med andre ord en rigtig god forretning, og det kunne det også være, hvis ikke de engelske klubber opfattede fodbolden som et spil om sportslig succes frem for økonomisk.
Ledelserne i de engelske klubber bruger som regel rub og stub lige så hurtigt, som de kan nå at sige ’en omgang fish & chips og en pint, tak’.
De ekstra millioner går til spillerindkøb og til lønninger, der hvert år slår nye rekorder. I den seneste sæson rundede de 20 klubbers samlede lønudgifter én milliard pund (9,5 mia. kr.).
Det ville være nok til at aflønne for eksempel 35.000 danske sygeplejersker i et år – i stedet går milliarderne til 500-600 heldige boldartister, der typisk scorer på den rigtige side af 10 millioner kroner om året. Chelsea topper lønningernes Premier League med 1,25 milliard kroner, mens en typisk midterklub som Middlesbrough nøjes med at aflønne sine stjerner med 360 millioner årligt.
- Du kan tegne en stigende kurve over indtægterne, og så kan du tegne en kurve med nøjagtig samme hældning for lønningerne. Kampen om de gode spillere er hård, og køber du ikke de bedste spillere, så gør konkurrenten det, siger Jesper Jørgensen, der er sportsøkonomi i revisionsvirksomheden Deloitte.
Ingen femårsplaner
Samtidig med at de 20 klubbers samlede indtægter er vokset fra 1,5 milliarder pund (14 milliarder kroner) i sæsonen 2006/7 til anslået 1,9 milliarder (18 milliarder kroner) i den seneste sæson, er klubbernes gæld vokset med omtrent det samme. Sidste sommer skyldte klubberne ifølge Deloitte & Touche tilsammen over 23 milliarder kroner eller godt en milliard per klub.
Der tænkes på den korte bane i engelske klubber, der, som de siger i England, opfører sig, som om ’there were no tomorrow’.
Fokus er på den kommende sæson. For det første er det livsvigtigt ikke at komme i fare for nedrykning, for så ryger der minimum 300 millioner om året i tv-penge, og for det andet ville det jo være skønt, hvis holdet var godt nok til at drille de større hold i netop denne sæson. Der skeles først til tabellerne i regnskabet langt efter, at ligatabellen er blevet studeret nøje.
- Det at vinde er vigtigere end at tjene penge. Der er ikke noget, der hedder femårsplaner. Det handler om den kortsigtede sportslige succes, siger Jesper Jørgensen.
Det kan de engelske klubber tillade sig, for der er så mange udenlandske rigmænd, der gerne vil poste en del af deres opsparing i en engelsk fodboldklub, at det aldrig er svært at finde en ny køber. I modsætning til i de andre store fodboldlande er der i praksis fri adgang for udenlandske købere.
- Så kommer der bare nogen og betaler de gamle regninger og kortslutter hele systemet og starter forfra fra nul. Så længe det sker, er lysten til at spare ikke særlig stor, siger Jesper Jørgensen fra Deloitte.
Altid én, der satser
Den måde, som klubberne opfører sig på ved hele tiden at bruge flere penge, bare fordi de får flere penge, er ikke helt rationel. Alligevel er der en teoretisk forklaring på fænomenet, mener Troels Troelsen, som er sportsøkonom med CBS/Handelshøjskolen i København.
- Når alle klubberne får flere penge, så er der mindst en, som vil udnytte det til at få en bedre position end de andre ved for eksempel at tilbyde en højere pris og en højere løn. Så følger alle de andre efter for at konkurrere, og dermed har man bare hævet prisen og lønnen. Og selvom alle klubber ved, at de sammen kan holde lønningerne nede ved at holde igen, er der altid mindst en klub, der satser, for det ER den rigtige strategi – indtil alle andre også gør det, siger han.
Benene i Premier League er med andre ord blevet endnu mere værd end i sidste sæson. Men finterne er ikke nødvendigvis blevet bedre, og klubejerne er ikke blevet et britisk pund rigere.
Lønfesten i England
1. Michael Ballack, Chelsea, 60 millioner kroner om året.
2. Andriy Shevchenko, Chelsea, 60 millioner kroner om året.
3. Steven Gerrard, Liverpool, 59,5 millioner kroner om året.
4. Cristiano Ronaldo, Man. Utd. 59 millioner kroner om året.
5. Wayne Rooney, Man. Utd. 54,5 millioner kroner om året.
6. Michael Owen, Newcastle, 54,5 millioner kroner om året.
7. Frank Lampard, Chelsea, 49,5 millioner kroner om året.
8. Rio Ferdinand, Man. Utd. 49,5 millioner kroner om året.
9. Fernando Torres, Liverpool. 45 millioner kroner om året.
10. Didier Drogba, Chelsea, 45 millioner kroner om året.
Kilde: The Sun
De udenlandske milliardærer
Chelsea: russeren Roman Abramovich.
Manchester United: amerikaneren Malcolm Glazer.
Liverpool: amerikanerne George Gillet og Tom Hicks.
Manchester City: thailænderen Thaksin Shinawatra.
Aston Villa: amerikaneren Randy Lerner.
West Ham: islændingen Björgolfur Gudmundsson.
Fulham: egypteren Mohamed Al Fayed.
Portsmouth: fransk-russeren Alexandre Gaydamak.
… og flere er på vej.