Præsidenten for Ruslands Olympiske Komite (ROC), Alexander Zhukov, trækker sig fra sin post.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det sker, tre måneder efter at en dopingsag tvang de olympiske atleter fra Rusland til at stille op til vinter-OL som neutrale atleter.
Zhukov vil i stedet lægge kræfterne i sin politiske karriere som medlem af det russiske parlament for det regerende parti, Forenet Rusland.
Han har været præsident for ROC siden 2010, hvor han har brugt meget af tiden med at kæmpe med anklager om dopingmisbrug blandt russiske atleter.
Ifølge Zhukov selv er det vigtigt, at ROC har en formand, som ikke er distraheret af andre erhverv og stillinger.
- I den komplekse situation, som er opstået i international sport over den seneste tid, er det meget vigtigt, at lederen, som overtager styringen af ROC, arbejder med komitéen på fuldtid, siger Zhukov ifølge AP, der citerer en pressemeddelelse fra ROC.
Zhukovs afløser kan meget vel blive den nuværende vicepræsident i ROC, Stanislav Posdnjakov.
Han er indtil videre den eneste bekræftede kandidat til valget om præsidentposten, der finder sted den 29. maj.
Posdnjakov stod i spidsen for den russiske delegation ved vinter-OL i februar, som stillede op som "olympiske atleter fra Rusland", da Ruslands officielle delegation var blevet afvist grundet doping.
Den afgående præsident, Zhukov, træder dermed også tilbage som medlem af Den Internationale Olympiske Komite (IOC).
Det efterlader Rusland med to pladser i komitéen i stedet for tre, medmindre IOC beslutter at give den kommende præsident i ROC en plads i komitéen.
/ritzau/