Politiet kender fortsat ikke motivet til angrebet på islamkritikeren Lars Hedegaard tirsdag formiddag.
Det fastslog politiinspektør Jørgen Skov tirsdag aften på et pressemøde.
Her fortalte han også, at gerningsmanden er en mørk, muligvis arabiskudseende mand, der var iklædt en rød jakke. Jakken havde muligvis Post Danmarks logo på ryggen.
- Og han talte dansk uden accent, siger Jørgen Skov.
Gerningsmanden affyrede et enkelt skud mod Lars Hedegaard, der dog ikke blev ramt. Herefter blev det til håndgemæng, hvorefter gerningsmanden tog flugten.
Gerningsmanden løb mod Sønder Fasanvej, men her fortaber sporet sig, oplyser Jørgen Skov.
- Vi undersøger alle mulige motiver, både politiske og for eksempel jalousi. Der kan være mange motiver i sådan en sag, siger Jørgen Skov.
/ritzau/