»Luder«. »Bab mine nosser«.
Sådan regnede skældsordene ned over en kvindelig dommer for snart 14 dage siden, da hun afsagde dom over tre helt unge drenge. De godt 15 unge mænd, der var mødt op på tilskuererækkerne i retten, lod deres utilfredshed få frit løb, da dommen blev afsagt.
Uroen fortsatte uden for retsbygningen, hvor to unge mænd blev anholdt, og da en af de dømte drenges mødre fik sprøjtet peberspray i øjnene. Siden har politiet meldt ud, at de vil forsøge at gardere sig i kommende situationer, hvor der måske kan opstå uro i forbindelse med en retssag.
»Politiet og anklager skal tale sammen, så vi ved, i hvilke tilfælde vi skal være klar til skride politimæssigt ind,« siger politidirektør Jørgen Illum.
»Hun havde fortjent det«
Han forsøger nu at finde ud af, hvem de unge mænd var, der sad i retten, så de, der lavede ballade, kan blive tiltalt for fornærmende tiltale over for embedsmand i funktion.
En af de unge mænd, der selv råbte i retten, da dommen blev afsagt, er ikke imponeret over politiets udspil.
»Vi er ligeglade med, om der er politi til stede. Om der er 10, 20 eller 30 betjente, det betyder ikke noget,« siger den unge mand, der gerne vil være anonym.
»Jeg blev så vred og ked af det, og jeg råbte selv luder efter dommeren, da hun gav dem dommen. Hun havde fortjent det. Det var uretfærdigt, for de havde ikke begået røveri,« siger den unge, der ikke kan se, hvordan balladen kunne have været undgået.
»Vi var alle sammen enige om at råbe, og jeg fortryder det ikke. Jeg ved godt, hvordan det er at sidde inde, og det er sgu ikke sjovt, siger han, som heller ikke ville holde op med at råbe, selvom de to ældre kvinder, der var mødre til de dømte, bad de unge om at holde op.
Han tror ikke, at det vil nytte noget, hvis politiet blokerer indgangen, så de unge ikke kan komme ind i retsbygningen.
»Jeg tror, det ville slå klik i vores hoveder, hvis vi ikke måtte komme ind. Så ville vi smadre den bygning,« siger den unge mand roligt.
»Det er lige meget, om man opfører sig ordentligt. Man får alligevel sin dom.«