Politiet opruster til derby efter angreb på FCK-fanbus

Flere betjente skal sikre orden blandt tilskuerne, når Brøndby og FCK mødes efter optøjer sidste fredag.
Brøndbyfans bliver fulgt til stadion af politiet inden opgøret mellem FC København og Brøndby søndag.
Brøndbyfans bliver fulgt til stadion af politiet inden opgøret mellem FC København og Brøndby søndag. Foto: Mathias Øgendal/Scanpix

Når Brøndby og FCK tørner sammen i Parken søndag eftermiddag, vil der være flere betjente på stedet end normalt.

Oprustningen er en konsekvens af de optøjer, der var foran Parken sidste fredag, hvor omkring 70 personer angreb en bus med FCK-fans.

Det oplyser Rasmus Agerskov Schultz, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

- Efter sådan en hændelse bliver vi nødt til at se på, hvilket trusselsbillede mod dagens afvikling af kampen der måtte være både under og efter.

- Vi skal sikre, at de 90 procent, der godt kan finde ud af at gå ind og se fodbold og nyde sådan en solskinsdag her, kan gøre det i god ro og orden, siger han.

Ifølge vicepolitiinspektøren vil politiet gribe ind ved det mindste optræk til uorden.

Angrebet gik ud over fanfraktionen Sektion 12's bus. Der var omkring 20 personer i bussen, da det skete. De var på vej mod Horsens til fodboldkamp.

De angribende bar ifølge politiet gule trøjer, og de sympatiserer formentlig med Brøndby, lød meldingen i timerne efter overfaldet.

Fem personer, der alle er i tyverne, blev varetægtsfængslet dagen efter optøjerne.

De er blevet sigtet for i forening at deltage i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden samt medvirken til vold og hærværk.

Fire personer blev kørt på skadestuen efter angrebet på bussen og blev set efter for slag og spark.

- Når der har været sådan et angreb på en fanbus, så kan vi frygte, at der vil komme en gengældelsesaktion.

- Om den kommer i dag eller på et andet tidspunkt, det ved vi ikke. Men vi er nødt til at tage vores forholdsregler, siger vicepolitiinspektøren.

Kort før klokken 14 har politiet ikke oplevet optøjer eller foretaget nogen anholdelser knyttet til kampen.

Brøndby ligger foran FCK i kampen om mesterskabet og er desuden i pokalfinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.