Det var en ulykke med svampe plukket i det fri, der fik en congolesisk familie fra Haslev indlagt og kostede to børn livet i oktober sidste år.
Det vurderer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har afsluttet sin efterforskning i sagen.
- Vi vurderer, at der er tale om et tragisk ulykkestilfælde i forbindelse med indtagelse af svampe plukket i det fri, og der er ingen efterforskningsmæssig grund til at tro, at familien har været udsat for en forbrydelse, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Både en søn og faren i familien har over for avisen Dagbladet Ringsted og tv-stationen TV Øst afvist, at familien havde plukket svampe i det fri.
Politiet bygger sin konklusion på afhøringer og ekspertvurderinger.
Også Styrelsen for Patientsikkerhed er færdig med sin undersøgelse af den behandling familien fik fra første konsultation hos den praktiserende læge, til at to af børnene 19. oktober sidste år mistede livet.
11 ud af 12 familiemedlemmer blev den dag indlagt, og udover de to børn, der omkom, fik yderligere to en organtransplantation.
Styrelsen har ikke fundet, at der blev begået nogle fejl i behandlingen.
- Tragedien kunne have været endnu større, hvis ikke sundhedspersonalet havde ageret så professionelt i den akutte fase, fortæller enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.
Familien var første gang i kontakt med en praktiserende læge 16. oktober, fordi moren har det skidt. Samme dag får en 15-årig datter det dårligt.
Natten til 17. oktober blev den 15-årige undersøgt på Næstved Sygehus. Her mener lægerne, hun lider af en maveinfektion. Datteren modtager behandling og sendes hjem igen.
Senere om aftenen 17. oktober tilkalder familien en vagtlæge, fordi datteren fortsat har det dårligt. Da vagtlægen når frem natten til 18. oktober, vurderer han, at datteren har blærebetændelse.
Vagtlægen gøres ifølge en tolk og ven af familien opmærksom på, at flere i familien har ondt i maven.
Dagen efter indlægges 11 ud af 12 familiemedlemmer på Rigshospitalet. To af familiemedlemmerne - inklusiv den 15-årige - dør af deres forgiftning.
Politiet mistænker en forgiftning fra svampe. Familiens ene søn forklarer 24. oktober til Dagbladet Ringsted, at familien kun spiser svampe købt i Netto. Det samme gentager familiens far til TV Øst 26. oktober.
/ritzau/