Politiet kalder eksplosion hos tatovør for bevidst handling

Krimi
Københavns Politi er i gang med at undersøge omstændighederne omkring eksplosionen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Butikken Art Factory Tattoo på Lyshøjgårdsvej 57 i Valby har fået ødelagt et vindue og en dør i en eksplosion.

Københavns Politi kalder en eksplosion i en tatoveringsbutik i Valby natten til torsdag for "en bevidst handling".

Torsdag klokken 09.30 har politiet endnu ikke anholdt nogen i sagen. Motivet for eksplosionen er desuden stadig ukendt.

Eksplosionen skete omkring klokken 01.30, og politiet efterlyser vidner, der var i området på det tidspunkt.

Allerede klokken fem torsdag morgen kunne vagtchef Leif Hansen fortælle, at der ikke var tale om et uheld.

- Vi kan udelukke, at det er en gaseksplosion. Alt tyder på, at eksplosionen er sket som følge af en bevidst handling, lød det fra Leif Hansen.

Hvis man har set eller hørt noget, vil nærpolitiet være at finde ved Lyshøjgårdsvej torsdag klokken 15 til 17 med den mobile politistation.

Man kan desuden kontakte Københavns Politi på telefonnummer 1-1-4, hvis man har oplysninger om sagen.

- Eksplosionen er - heldigvis - sket om natten, hvor der ikke er så mange mennesker på gaden.

- Det gør dog, at vi er meget afhængige af, at de få mennesker, der var i området, henvender sig til politiet, oplyser politiinspektør Dannie Rise i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om eksplosionen lidt efter klokken to fra overboer til butikken.

Tatoveringsbutikken med navnet Art Factory Tattoo ligger på Lyshøjgårdsvej 57 i Valby. Butikken har adresse i stuen i en lejlighedsbygning med fire etager.

Eksplosionen har sprængt glasruderne i forretningen i stykker, men murene er intakt. Der er heller ingen skader på lejlighederne over butikken.

Lyshøjgårdsvej mellem Bredahlsvej og Toftegårds Allé var torsdag morgen afspærret som følge af eksplosionen.

Afspærringen er dog omkring klokken otte blevet ophævet.

På billeder, som Ritzau har fået tilsendt, kan man se, at døren ind til forretningen samt forretningens vindue ud til vejen er sprængt i stykker.

Ingen er kommet til skade, oplyser politiet, der har afhørt ejeren, men ikke kan oplyse om detaljer fra afhøringen.

Tatoveringsbutikken ligger lige ved Valby Station.

/ritzau/