Mistænkte narkosmuglere kastede en taske med mere end en million dollar ud fra et fly i lavt højde. Tasken ramte forbi målet og blev i stedet beslaglagt af politiet, oplyser myndighederne i Bolivia.
- En hvid rejsetaske, der indeholdt 26 bundter med kontanter, blev kastet ud fra flyet tirsdag, da det passerede lavt hen over en hemmelig landingsbane i Santa Cruz provinsen i Bolivia, oplyser landets indenrigsministerium i en erklæring.
Anti-narkopoliti gennemførte en razzia mod landingsbanen, hvor pengene, en automatriffel og andre våben, mobiltelefoner og to køretøjer blev beslaglagt.
Politiet sagde, at pengesedlerne, der alle var i amerikansk valuta i værdier fra 20 til 1000 dollar, formentlig stammede fra narkosmugling.
Politiet er af den opfattelse, at kontanterne kom fra Paraguay, fordi de var bundtet med et segl fra en uidentificeret bank i landet.
Bolivia er knudepunkt for narkosmugleri i Latinamerika og er nu verdens tredje største producent af kokain efter Peru og Colombia.
Myndighederne siger, at adskillige bolivianere er blevet anholdt i den verserende efterforskning.
/ritzau/AFP