Mandag kom det frem, at Manchester City-spilleren Raheem Sterling angiveligt havde været udsat for et racistisk motiveret overfald forud for lørdagens kamp mod Tottenham.
Tirsdag meddeler politiet i Manchester, at man har foretaget en anholdelse i sagen.
- En 29-årig mand blev arresteret i morges tirsdag den 19. december 2017 mistænkt for et racistisk motiveret overfald, skriver politiet ifølge AFP.
Ifølge avisen Sunday Telegraph stod en mand og ventede på 23-årige Sterling i nærheden af Manchester Citys anlæg lørdag.
Her skulle han angiveligt have sparket Sterling og overfaldet ham verbalt med racistiske ytringer, da den engelske landsholdsspiller trådte ud af sin bil.
Overfaldet lod dog ikke til at påvirke Sterling voldsomt, da han efterfølgende stod for to af målene i Manchester Citys sejr over Tottenham.
/ritzau/