Ritzau
Opdateret kl. 10:54
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger en sag, hvor betjente fra Københavns Politi anklages for at grave brosten op fra Pusher Street på Christiania og putte dem i tasker og poser.
Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2 Kosmopol.
Sagen udspringer af en video, som ifølge mediet er optaget 2. april i år.
Det var, fire dage før den officielle opgravning af Pusher Street fandt sted.
Her deltog blandt andre justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Københavns daværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Ved seancen, hvor politikerne deltog, blev den første brosten gravet op af en christianit.
Sagen om betjentene er blevet anmeldt til DUP af Københavns Politi selv, skriver TV 2 Kosmopol
Ifølge mediet er betjentene blevet filmet i forbindelse med en aktion, hvor politiet ryddede Pusher Street.
DUP bekræfter, at den undersøger sagen over for TV 2 Kosmopol.
Når DUP har færdiggjort sin undersøgelse, vil politiklagemyndigheden sende en redegørelse til Statsadvokaten.
Det er op til Statsadvokaten, om sagen skal føre til en straffesag mod nogen.
Hvornår redegørelsen ventes er uvist.
Det vides ikke, hvad der er sket med de pågældende brosten, efter at politifolkene gravede dem op.
I mange år var Pusher Street kendt for at have et marked for salg af hash. Men i 2023 besluttede beboerne på Christiania, at gaden skulle lukkes.
/ritzau/