Det var i et forsøg på at høste forsikringspengene, at en 23-årig mand stak ild på et bageri i Bazar Vest ved Aarhus.
Sådan lyder politiets sigtelse mod manden, der torsdag blev fængslet for fire uger.
Retsmødet fandt sted bag lukkede døre. Men manden nægter sig tilsyneladende skyldig, for han kærede fængslingen til landsretten.
Det var lørdag, at en 24-årig mand omkom ved branden, der ødelagde store dele af basaren ved fem-tiden om morgenen.
Han var i familie med ejeren af bageriet, hvor han også selv arbejdede. En obduktion søndag viste, at dødsofferet formentlig døde af røgforgiftning.
Den 23-årige er sigtet for medvirken til brandstiftelse. Han er altså ikke sigtet for at have haft forsæt til at anstifte en brand, der ville kosten nogen livet.
Samtidig lægger sigtelsen op til, at manden ikke har været alene om branden.
Men politiet vil ikke gå i detaljer med, hvem den 23-årige ifølge mistanken skulle have stået i ledtog med.
- Den fortsatte efterforskning må vise, om der er flere, der skal anholdes. Det kan bestemt ikke udelukkes, siger politiinspektør Michael Weiss.
Ejeren af det nedbrændte bageri i Bazar Vest, var i 2010 udsat for en stribe påsatte brande i et andet bageri i nærheden, som han ejede.
Politiet er bekendt med de tidligere bageribrande, men meldte allerede kort efter lørdagens brand ud, at der ikke var noget, der tydede på, at lørdagens brand havde sammenhæng med de tidligere brande.
Politiet havde i 2010 en teori om, at der var en sammenhæng mellem en stribe bageribrande på det tidspunkt, og brandene blev i pressen omtalt som fladbrødskrigen - en kamp om markedsandele for fladbrød og pitabrød.
Det brandhærgede bageri ligger i den nye del af Bazar Vest i Aarhus-forstaden Gellerup.