Specialudrustet tyrkisk politi anvendte søndag tåregas for at opløse årets pride-parade i Istanbul, Gay Pride Istanbul.
Det er fjerde år i træk, at myndighederne sætter foden ned og stopper paraden, som skulle markere afslutningen på en pride-uge i storbyen.
Ifølge planen skulle byens 16. parade have været løbet af stablen, selv om arrangørerne oplyste, at politiet havde aflyst paraden. Men mange var indstillet på at gennemføre den alligevel.
Demonstranter og aktivister med regnbueflag og bannere gjorde således et forsøg på at marchere ned gennem hovedgaden Istiklal efter at have læst en erklæring højt og danset i flere sidegader.
Men politiet, som havde afspærret området, blokerede for marchen og trængte deltagerne ind i sidegader med tåregas, hunde og knipler.
- Vi adlyder ikke, og vi tier ikke stille. Vi er ikke bange, råbte demonstranterne, mens de søgte tilflugt i nærliggende gader og vaskede deres ansigter for at fjerne tåregassen.
Tyrkiet er et af de få muslimske lande, som ikke har forbud mod homofili, men der har alligevel været et stigende antal angreb på homoseksuelle i de seneste år. Myndighederne har indført forbud mod paraden - angiveligt af hensyn til sikkerheden.
Guvernøren i Istanbul havde ikke officielt annonceret et forbud mod dette års arrangement, der blandt andet også skulle finde sted på byens ikoniske Taksim-plads.
/ritzau/dpa