I en storstilet indsats er det lykkedes spansk politi at beslaglægge en enorm mængde kokain.
Mere præcist drejer det sig om 4,1 ton af det euforiserende stof til en værdi af knap en kvart milliard euro. Det svarer til 1,8 milliarder kroner.
De mange dyrebare kilo blev fundet i en lagerbygning i den østlige region Alicante i byen Elche. Kokainen var gemt i beholdere med oksehuder, der kom med båd fra Colombia og skulle leveres til en skomager, oplyser politiet i en udtalelse.
Kokainen blev opbevaret i tusindvis af pakker indeholdende lidt over et kilo kokain - svarende til omkring 82 millioner doser af stoffet.
Ifølge politiet skulle kokainen sælges i både Spanien og andre europæiske lande.
Politiet tilbageholder tre spanske mænd, herunder den formodede leder af en narkoring. 16 huse, virksomheder og lagre er blevet gennemsøgt.
Politiet slog til, netop som mændene syntes at være klar til at fjerne kokainen fra lageret i lastbiler.
Beslaglæggelsen er en af de største nogensinde udført på land i Spanien - og den største siden politiet i 2001 beslaglagde 4,4 ton kokain gemt i en lagerhal blandt sardindåser.
Større kokainbeslaglæggelser i Spanien sker normalt på havet. I 2006 beslaglagde politiet tre ton i en båd ud for De Kanariske Øer i Atlanterhavet.
Året efter fandt man fire ton kokain på en båd ud for kysten ved Almeria i Middelhavet.
Spaniens tætte bånd til tidligere kolonier i Latinamerika - som er garant for enorme leverancer af kokain - samt den korte distance til hashproducenten Marokko, har gjort landet til en ofte benyttet vej til Europas narkomarked.
/ritzau/AFP