Mens politidirektører kan grine hele vejen til banken, kan betjentene bide negle over ikke at udføre deres arbejde tilfredsstillende for borgerne, skriver BT.
Sidste år fik politidirektørerne i landets politikredse bevilget mellem 65.000 og 80.000 kr. oven i deres normale løn. Bonusserne gives ud fra, hvor gode kredsene er til at opfylde diverse måltal. Det drejer sig blandt andet om antallet af opklarede forbrydelser, sigtelser og hastighed ved udrykning.
Men noget tyder på, at disse måltal nås med mere eller mindre kreative metoder. Jens Jørgen Møller Nielsen, der er formand for Nordjyllands Politiforening, mener, at den store fokus på måltal er gået for vidt.
- Man går så meget op i de måltal, at det nærmer sig det sygelige. Det er dem, vi skal opfylde, i stedet for at lave politiarbejde. Hvis vi mangler at leve op til nogle bestemte tal, så skal vi med djævlens magt og vold jagte det, selvom det ikke er mest presserende, sagde han til BT i april i år.
- Det betyder, at man lader nogle sager ligge, som ellers var ligetil. Det begynder i toppen med politidirektøren, der får på puklen fra København, hvis vi ikke lever op til tallene, og så gennemsyrer det systemet hele vejen ned til manden på gaden, sagde han dengang.
I en rapport lavet af Rigspolitiet og Dansk Politiforbund i efteråret 2012, forlyder det desuden fra ikke-navngivne betjente, at der bevidst bliver pyntet på opklaringsstatistikkerne rundt omkring i politikredsene. Blandt andet ved at journalisere betjentes private sms-beskeder som en del af politiarbejdet.
Kilde: BT