På en byggeplads i København står et improviseret køkken ude i det fri. Den ramponerede elkedel og gasblusset står på et par fliser, så de er hævet over jorden. Trailervognene står tæt, klemt inde mellem en grå mur og et bjerg af byggeaffald.

Her bor et skiftende antal polske arbejdere.

Hvis man følger lugten, finder man toiletterne. To styks lige ved siden af hinanden uden en skillevæg til at give illusionen af privatliv. Den gul-brune emalje og den gennemtrængende lugt af urin vidner om, at det er mange år siden, her sidst er blevet gjort rent.

Da EU blev større for tre år siden, åbnede Danmark sit arbejdsmarked for de nye EU-borgere. Siden er det væltet ind med arbejdskraft fra østlandene og især fra Polen. Det er reglen frem for undtagelsen, at virksomheder hiver østarbejdere til landet for derefter at indkvartere dem under kummerlige eller ulovlige forhold, lyder det samstemmende fra Byggefagenes Samvirke og 3F.

»Vi ser tit helt groteske eksempler. Og ingen har ressourcer til at gøre noget ved det«, siger Kurt Hedemand fra 3F.

»Det her område er som det vilde vesten.«

Køjeseng til 2.500 kroner

På Frederiksberg ligger en anden byggeplads øde hen i aftenmørket. Den nyopførte bygning er endnu kun et skelet af grå beton. En radio runger mellem de nøgne vægge og dyngerne af byggeaffald.

Lyden kommer fra en lille trailervogn midt på byggepladsen. Indenfor er der trangt. En lugt af kål trænger igennem. Et par polske mænd i 50 års-alderen tager imod. De har røde ansigter og barkede næver. De har boet og arbejdet på byggepladsen i et halvt år, fortæller de.

I den lille trailervogn er der kun et enkelt soveværelse. Her bor tre voksne mænd. To sover i en smal metalkøjeseng, den sidste på en madras på gulvet. Deres få ejendele ligger i kufferter under køjesengen. Ingen af dem vil have billede eller navn i avisen.

»Jeg vil ikke fyres eller få problemer,« siger den ene.

Der bliver trukket 2.500 kroner fra deres løn hver måned i husleje. For en køjeseng i en skurvogn på en byggeplads. Det er meget dyrt, men sådan er betingelserne for jobbet, fortæller de. Og de vil for alt i verden ikke miste deres job.

De vil heller ikke have fotograferet deres skurvogn - dertil er skammen for stor.

»Det er flovt, at voksne mænd bor sådan her,« siger den polske håndværker.

Et liv i skidt og møg

Hans Melvig er organiseringskonsulent i Dansk El-forbund. Han møder dagligt problemet, når han besøger byggepladser.

»Polakkerne bor ofte midt på byggepladserne, i skidt og møg og uden rigtige køkken- eller toiletforhold. Man tror simpelthen nogle gange, at det er løgn,« siger Hans Melvig.

»Problemet er så omfattende, at vi nærmest står magtesløse. Og da leveforholdene jo ikke hører ind under overenskomster og arbejdstiden, kan det være svært for os at tage fat i,« siger Claus von Elling fra forbundet Træ-Industri-Byg. Overalt kender man til problemet:

»Det er sgu skræmmende, at folk i Danmark bor under forhold, der ligner noget fra et u-land. Vi har regler for, hvordan man må opbevare dyr, men ikke mennesker,« siger Kurt Hedegaard fra 3F.

Og heller ikke Arbejdstilsynet har nogen løsning parat.

»Vi er slet ikke gearede til de her problemer,« siger Hans Jørgen Sørensen fra Arbejdstilsynet.

»Der findes ikke nogen specifikke regler omkring boliger på byggepladser, fordi det er så nyt. Men det ville da lette vores arbejde, hvis der gjorde,« siger han.

Dødsulykke i vente

Det er kommunerne, som skal give tilladelse til, at nogen bor fast på byggepladserne. Og sikre sig, at pladserne er egnede til at bo på. Den tilladelse havde ingen af de byggepladser, som Nyhedsavisen besøgte.

»Vi oplever dagligt, at folk ikke søger om tilladelse – eller først gør det, når byggeriet er overstået. I det hele taget skider byggepladserne reglerne et stykke, men ingen har ressourcerne til at gøre noget ved det,« siger Bo Nielsen fra Københavns Kommunes Center for Byggeri.

Heller ikke byggepladsen på Frederiksberg, hvor Nyhedsavisen mødte de ældre polske håndværkere, har en tilladelse til at have folk boende på pladsen, oplyser Frederiksberg Kommune. Faktisk har Frederiksberg kommune den 20. juni advaret byggepladsen om at få orden i tingene.

Hans Melvig fra Dansk El-Forbund er stærkt bekymret.

»Det er en dødsulykke, der venter på at ske. På sådan en byggeplads kan der let opstå brand, men brandvæsenet prioriterer ikke den slags sager, fordi de tror, det er en tom byggegrund uden mennesker til stede. Det er et spørgsmål om tid, før nogle polske arbejdere indebrænder i en kælder eller skurvogn,« siger han.

»Her bor ingen«

Det er firmaet Stafnås ApS, der har ansvaret for byggepladsen på Frederiksberg. Den daglige leder, Knud Christensen, vil ikke kommentere på, hvorfor der ulovligt bor håndværkere på byggepladsen. Og hvorfor de betaler 2500 kroner hver for at dele et meget lille værelse i en skurvogn.

Hvorfor har I mennesker ulovligt boende på jeres byggeplads?

»Det har vi heller ikke,« siger Knud Christensen.

Jeg har to gange været ude og besøge pladsen, og har med mine egne øjne set folk bo der.

»Det kan jeg ikke forstå«.

I fik et påbud fra Frederiksberg Kommune d. 20. juni om, at I ikke måtte have folk til at bo på pladsen. Hvorfor har I ikke rettet jer efter det?

»Det har vi også«.

Siger du, at jeg ikke har set det, jeg har set?

»Det ved jeg ikke«.

Fastholder du, at der ikke bor nogen på jeres byggeplads – på trods af hvad jeg har set i går?

»Det ved jeg ikke. Der bor ingen«.

Det vil sige, du stadigvæk fastholder, at der ingen bor derude?

»Det ved jeg ikke. Nu bliver jeg nødt til at tage en anden telefon. Farvel«.

Det har ikke været muligt at få flere kommentarer fra Knud Christensen.

Den islandske ejer af byggeprojektet er chokeret over oplysningerne og vil nu undersøge sagen. Islændingene overvejer også at stoppe samarbejdet med Stafnås Aps.

Ingen vil tage ansvar

Reglerne på området er uklare, da leveforhold i princippet hører under privatlivet. Også selvom man bor midt på selve byggepladsen – i en bolig, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Dansk Byggeri er organisation for arbejdsgivere på byggeområdet. Her kender man godt problemet med de dårlige levevilkår.

»Det er selvfølgelig et kæmpe moralsk problem, men det er svært for os at gøre noget ved det. Vi vil ikke gå rundt og kontrollere byggepladserne, men vil selvfølgelig reagere på klager. Hvis de polske arbejdere er utilfreds med forholdene, må de skifte job,« siger Børge Elgaard, direktør for Dansk Byggeri.

Men den holdning ryster man på hovedet ad i fagforeningerne.

»Dansk Byggeri holder hånden over de firmaer, der ikke opfører sig ordentligt. Dansk Byggeri og bygherrerne tænker kun på at få billig arbejdskraft, og det her er altså konsekvensen,« siger Hans Melvig fra Dansk El-Forbund. Det synspunkt står han ikke alene med.

»Polakkerne selv står jo på bar bund i forhold til deres rettigheder og er frem for alt skide bange for at miste deres job. Vi i fagforeningerne prøver at oplyse gennem opsøgende arbejde og pjecer på polsk, men arbejdsgiverne må også tage deres ansvar seriøst,« siger Claus von Elling fra Træ-Industri-Byg.

Hans Melvig oplever ofte, at polakkerne er bange for at have kontakt til myndigheder og fagforeninger.

»De får tit at vide fra arbejdsgiveren, at de ikke må snakke med os, så de er simpelthen bange for at blive fyret. Deres fagforeningskultur er også helt anderledes, så de tror, at vi kommer for at smide dem ud af landet, eller endda for at banke dem«, fortæller Hans Melvig.

Drømmene lever endnu

Den ældre polak på byggepladsen på Frederiksberg skal heller ikke nyde noget af at klage. Selv om polakkerne er utilfredse med mange ting, er de alligevel glade for arbejdet og for at være i Danmark.

»I Polen ville forholdene være meget værre,« siger han.

Håndværkeren fortæller om sin kone og søn derhjemme – og om det hus, han håber at kunne købe, når han kommer hjem. Hans armbevægelser er næsten for store til den trange, gamle skurvogn.

»Jeg vil gerne beholde mit arbejde her så længe som muligt og tjene penge. Selv om vi bliver snydt og udnyttet, tjener vi alligevel meget mere end derhjemme.«