Det er et stykke efter midnat onsdag den 30. maj 2007. Jesper Rasmussen skal til at sove efter en omtumlet aften. Lægerne på Rigshospitalet har tilbudt, at Jesper kan få smertestillende eller sovepiller, hvis han får brug for det. Men i første omgang vil de lade ham prøve at komme gennem natten uden.
Jesper tænker, at det må blive mærkeligt at sove. Der sidder en kugle i hans ansigt. Inde bag Jespers venstre kind ligger et nimillimeter-projektil.
Ud af ingenting
Det er kun nogle timer siden, at aftenen var helt normal for 26-årige Jesper Rasmussen. Han cyklede hjem til lejligheden i Frankrigsgade på Amager fra arbejdet som softwareudvikler i et mindre konsulentfirma ved Rådhuspladsen.
Morgenen begyndte med halvanden times astanga-yoga, så Jesper mødte lidt senere på arbejde. Derfor kom han først hjem fra arbejde mellem halv seks og seks denne sidste tirsdag i maj.
Aftenen er så normal, at Jesper ikke kan huske noget særligt ved den. Han spiser aftensmad, ser lidt fjernsyn, zapper rundt. Ved ottetiden sætter han sig ind i soveværelset og begynder at spille computerspillet Test Drive Unlimited .
Han slutter et rat til computeren, som han bruger til at styre bilspillet med. Dermed kan han sidde lidt mere tilbagelænet i kontorstolen. Efter en times tid overvejer Jesper, om han skal gå ind og se fjernsyn, men bilspillet er sjovere. Endnu en halv time går.
Så lyder der et brag. Et kæmpe brag ud af ingenting. Med ét får Jesper meget ondt i næsen og ansigtet – som hvis man har fået en ordentlig en på tuden, forestiller han sig.
»Drømmer jeg – eller hvad fanden foregår der?« tænker Jesper.
Men smerten er til at tage at føle på. Jesper er blevet ramt i hovedet. Det føles varmt. Og blodigt. Han har fået kraftig næseblod.
Ingen huller i huden
I en lejlighed i boligblokken over for Jespers vindue – 120 meter væk – holder nogle unge fyre en lille fest. På et tidspunkt finder de en pistol frem og skyder efter eget udsagn ud af vinduet efter en due, der sidder på et træ i gården. Tusmørket er ved at sænke sig, og det går ikke op for nogen af de unge fyre, at deres skud er trængt gennem et vindue og har ramt en mand i hovedet. De fester videre.
Ude på badeværelset kan Jesper se i spejlet, at den venstre kind er hævet. Under øjet er en stor bule på cirka seks centimeter i diameter. Huden virker spændt.
Jesper er forvirret. Han bløder stadig ud af næsen, men konstaterer, at han kan se med begge øjne og også har alle sine tænder. Han stikker ansigtet ind under vandhanen for at skylle blodet væk og køle ansigtet ned.
Der er ingen huller i Jespers hud. Ingen tegn, der kan afsløre, at et projektil har sat sig fast bag den hævede bule i hans venstre kind.
Lang ventetid
I lang tid er det hans bedste bud, at noget fyrværkeri må være sprunget i hovedet på ham. Han ved godt, at det ikke giver mening, for så ville hans ansigt være dækket med brandsår, men det er den bedste forklaring, han kan komme på.
Jesper ringer til sin far. Han beder ham om at komme, da han er blevet ramt af et eller andet i hovedet. Ventetiden er lang. Jesper begynder at føle sig svimmel, så han går tilbage og lægger sig på gulvet i stuen. Det hjælper ikke.
Selvom tiden føles lang, tager det kun Jespers far, Hans Jørgen, omkring 10 minutter at komme fra hjemmet i Kastrup til lejligheden i Frankrigsgade.
Hans Jørgen og Jesper kører til skadestuen på Amager Hospital, hvor en kvinde står foran dem i køen til skranken. Det tager et par minutter, før Jesper kommer til. Sygeplejerskerne kan se, at han er så alvorligt tilredt, at han kommer til en læge med det samme.
Jesper får drop, smertestillende og bliver vaccineret mod stivkrampe. Lægerne kigger ind i hans næse. Smerten er ikke voldsom, men Jespers kind er stadig varm.
Jesper bliver kørt ned til røntgen. Da røntgenbilledet er fremkaldt, går det op for alle, hvad der er årsagen til næseblodet og den hævede varme kind.
Der sidder et projektil inde i Jespers hoved.
Operationen
Fra Amager Hospital bliver Jesper overført til Rigshospitalet. Efter en CT-skanning beslutter lægerne, at operationen kan vente til næste dag. To politifolk sætter Jesper på en stol og måler afstanden fra stolesædet op til hans næse. Dette mål skal de bruge i lejligheden i Frankrigsgade for at spore projektilets bane.
Jesper falder i søvn, selvom det er mærkeligt at skulle sove med en kugle inde i hovedet. Om onsdagen bliver operationen udskudt til om eftermiddagen. Han må hverken drikke eller spise, men kun skylle mund efter behov. Udbuddet af tv-kanaler imponerer ham langtfra, og hjulene på stativet med drop er ikke særligt gode, så det er bøvlet at trisse rundt på Rigshospitalets lange gange. Jesper keder sig bravt.
Om eftermiddagen bliver han opereret. Lægerne går ind gennem munden, skærer Jesper op under overlæben og får projektilet ud. Klinikchef fra øre-næse-halskirurgisk klinik på Rigshospitalet Jørgen Kirkegaard leder operationen, og han mener, at Jesper har været utroligt heldig. Projektilet skulle ikke have vinklet meget mere, før det havde været rigtig ødelæggende. For synet eller værre.
Kuglen er væk, da Jesper vågner op fra narkosen. Han har overvejet at spørge, om han må beholde den, men ved godt, at politiet skal bruge den i efterforskningen.
Politiet anholder onsdag eftermiddag en ung mand. Han bor i lejligheden overfor, hvor der var fest om aftenen 29. maj. Og det var hans pistol, der blev brugt til at skyde efter en due. Sagen er endnu ikke kommet for retten, men den unge mand vil blive sigtet for at have udsat andres liv for fare.
Et uheldigt tilfælde
Kuglen i Jespers hoved er væk. Han er tilbage i lejligheden i Frankrigsgade, og selvom gerningsmanden fra blokken overfor er blevet løsladt fra varetægtsfængslingen, indtil retssagen går i gang, har Jesper det fint med episoden.
Det ville have været værre, hvis der var nogen, der bevidst havde skudt efter ham. Men det var et uheld. Et tilfælde.
»Det er sådan en ting, hvor man bare må sige: Ja, jeg er blevet skudt i hovedet . Det er sket. Og det er fuldstændig vildt, men det er virkeligheden. Jeg tror, jeg har været god til ikke at overdramatisere det. Det er vildt, ingen tvivl om det, men følgerne har jo heldigvis været minimale,« siger Jesper.
»Det er en historie til børnebørnene eller vennerne, og heldigvis ikke mere end det.«
Artiklen bygger på interview med Jesper Rasmussen, Hans Jørgen Rasmussen, Peter Lavridsen fra Københavns Politi, ledende oversygeplejerske Joan Mortensen fra Amager Hospital, Jespers journal samt en række avisartikler.