Det kommer til at ramme Lønmodtagernes Garantifond hårdt, at Pihl & Søn gik konkurs.
De første i rækken af kreditorer er Lønmodtagernes Garantifond (LG), lønmodtagere og Skat. De skal have deres penge, før der kan deles ud til andre, der har lånt den nødstedte byggemastodont penge. Og kravet fra de kreditorer, der står forrest, i køen lyder på mellem 175 og 200 millioner kroner. Det vurderer en foreløbig opgørelse over aktiver og passiver i Pihl & Søns konkursbo, skriver Fagbladet 3F.
I sidste uge opgjorde LG, at fonden havde udbetalt 35 millioner kroner til 860 timelønnede håndværkere og funktionærer. Garantifonden kan således forvente at lette pengetanken for yderligere omkring 65 millioner kroner.
Beløbet kan ifølge kundechef Gitte Fensted Madsen fra LG blive mindre, hvis de tidligere ansatte i Pihl & Søn hurtigt får et andet job i løbet af deres opsigelsesperiode.
- Jeg sover roligt om natten, siger Gitte Fensted Madsen med til, at LGs pengetank i regnskabet for 2012 var opgjort til 459 millioner kroner.
Andre kreditorer sover knapt så roligt om natten. Det drejer sig om leverandører og underentreprenører, der ifølge direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri kan komme i økonomisk klemme.