Flere partier på Christiansborg udtrykker betænkelighed ved, at Henrik Thorup (DF), medlem af regionsrådet i Region Sjælland, står til at overtage formandsposten for Folketingets kontrolorgan, Statsrevisorerne.
Henrik Thorup er nemlig gift med folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF). Og lige den kombination har blandt andre Liberal Alliances gruppeformand, Leif Mikkelsen, svært ved at se det fornuftige i.
Han siger blandt andet til Politiken, at "man bør overveje, om det her nu er rigtigt og skaber tillid til folkestyret, eller om det skaber manglende gennemsigtighed":
- Jeg synes, man skal overveje en anden løsning, siger han.
Christian Juhl, Enhedslistens medlem af folketingets præsidium, er også kritisk:
- Der er et problem, og det skal undersøges, om der juridisk set er belæg for, at der er habilitetsproblemer.
Den bekymring er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze, enig i. Han peger på, at der ville være et problem, hvis forvaltningslovens almindelige habilitetsregler var gældende ved udpegelsen af formanden for statsrevisorerne:
- Hvis man tilstræber at følge en praksis, der efterlever grundprincipperne i forvaltningsretten om habilitet, vil meget tale for at undgå den konstruktion, siger Michael Gøtze til Politiken.
Ben til over 300.000 kroner
Henrik Thorup er i forvejen næstformand for Statsrevisorerne, og står til at tage over, når den mangeårige formand, SF’eren Peder Larsen, stopper til efteråret.
Henrik Thorup har 20 års anciennitet som statsrevisor, skriver Politiken.
Posten som statsrevisor er blandt de mest lukrative politiske "ben" og udløste i 2017 en årsløn på cirka 309.000 kroner.