En simpel streg i form af en satiretegning kan gennem sin bidende karakter ramme lige der, hvor det gør ondt på politikerne.
Det markeres mandag ved udstillingen "Hofnar eller folkestyrets vagthund - politiske satire tegninger gennem 100 år".
Det sker i anledning af, at det er 100 år siden, det første møde i Folketingssalen fandt sted på det nuværende, tredje Christiansborg.
- Det er en vigtig del af den danske presse, for vi har en særlig indgang alene i kraft af, at vi tegner det, vi gerne vil fortælle. Vi kan gøre det med den vid og bid, som er en del af den danske folkehumor.
- Ligesom journalistik er vi på en måde med til at påvirke og udvikle dansk demokrati i fællesskab, siger bladtegner Claus Seidel, der har været med til at udvælge de mange tegninger.
Udstillingen består af 50 satiretegninger fra de seneste 100 år, hvor både politikerne, journalisterne og bladtegnerne indtog det moderne folkestyre.
Med grundloven af 1849 fik borgerne retten til at ytre sig frit på skrift og i tale.
Ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), kan satiren være både barsk og til tider også magtfuld.
- De kan gøre det, at vi får lejlighed til at grine af os selv, og det er sundt. Jeg er absolut tilfreds med, at tegnere i Danmark gør det, som de gør. Det er en sejr for ytringsfriheden, siger hun.
Har man besøgt Christiansborg, vil man formentlig vide, at der løber en 268 meter lang blomsterfrise, som er udført af billedkunstner Rasmus Larsen. Han fik tilnavnet "den onde maler" på grund af sine bidende spydigheder.
Eksempelvis er der tegnet en syltekrukke, et spindelvæv og en lille snegl på væggen, hvor udvalgsmøderne bliver slået op.
Desuden er der en fast udstilling med satiretegninger ved indgangen til Snapstinget. En af tegningerne viser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) hænge døde flygtninge på et juletræ.
Det var en tegning, som vakte stor opsigt, da den blev trykt.
- Det danske parlament har vel som det eneste i verden lavet sin egen samling af satiriske bladtegninger købt ind af dem selv.
- Det er et udtryk for en rummelighed og en afhængighed af hinanden, som jeg synes, man kan være ret tilfreds med, siger Claus Seidel.
Begge fremhæver, at politiske satiretegninger kan gå længere end journalistikken, men indimellem også for langt. Det har Pia Kjærsgaard oplevet.
- At blive tegnet som en rotte eller et ekskrement er ikke særlig hyggeligt, og tegnerne kan godt lade deres politiske overbevisning gå gennem en tegning.
- Men vi skal ikke være højtidelige og skal kunne tage det. Det er absolut mest det gode grin, der har været gældende, siger hun
/ritzau/