Pernille Harder og de øvrige fodboldkvinder fra Wolfsburg kan søndag genvinde det tyske mesterskab i fodbold.
Det står klart efter onsdagens 2-0-sejr hjemme over SC Freiburg, hvor den danske landsholdsprofil bragte Wolfsburg foran 1-0 allerede efter fem minutter, inden Ewa Pajor øgede til slutresultatet efter lidt over en halv time.
Pernille Harder modtog bolden efter en kombination på kanten af straffesparksfeltet og tog et træk og hamrede Wolfsburg foran.
Wolfsburg-træner Stephan Lerch erkendte, at holdet leverede to forskellige halvlege, men han roser sit mandskab, der har spillet mange kampe på det seneste.
- Man fik set vores mentalitet. Jeg må rose holdet, som befinder sig i den tredje engelske uge (mange kampe, red.).
- Måske manglede vi noget friskhed i nogle situationer, men jeg er meget tilfreds med, at vi vandt over en svær modstander, siger Lerch til Wolfsburgs hjemmeside.
Sejren bragte Wolfsburg ganske suverænt i spidsen af Bundesligaen med 52 point for 19 kampe.
Pernille Harder og co. har otte point mere end kvinderne fra Bayern München med tre runder tilbage.
Dermed kan Wolfsburg lukke al tvivl om mesterskabet, når det gælder mødet med SGS Essen den kommende søndag.
Et mesterskab vil være Wolfsburgs fjerde i det nuværende format.
Klubben har hentet 17 sejre i denne sæson, hvor det er blevet til en uafgjort kamp og et nederlag.
24. maj spiller Wolfsburg finale i Champions League, hvor modstanderen er franske Lyon, der kan vinde turneringen for tredje gang i træk.
/ritzau/