En pilot i det forulykkede fly i San Francisco bad i første omgang kabinepersonalet om at undlade at evakuere Asiana-flyets passagerer.
Passagererne blev derfor bedt om at blive siddende, siger Deborah Hersman, der leder undersøgelsen af ulykken for de amerikanske transportsikkerhedsmyndigheder (NTSB).
Evakueringen begyndte 90 sekunder efter, at Boeing 777-flyet var endt ved siden af landingsbanen i den amerikanske storby.
Først da en stewardesse så ild uden for vinduet, gik evakueringen i gang. 30 sekunder senere ankom det første redningspersonale til stedet.
To kinesiske teenagepiger mistede livet i flyulykken, og adskillige personer blev kvæstet.
/ritzau/Reuters