Thomas Tuchel bliver cheftræner for den franske fodboldklub Paris Saint-Germain.
Storklubben bekræfter mandag på Twitter, at tyskeren overtager sædet efter Unai Emery, der i april annoncerede, at han ikke skulle fortsætte efter denne sæson.
- Det er med stor glæde, stolthed og ambitioner, at jeg slutter mig til denne store klub, Paris Saint-Germain, siger Thomas Tuchel ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er ivrig efter at komme i gang med at arbejde med alle disse store spillere, som er blandt de bedste i verden, siger han.
44-årige Thomas Tuchel skabte sig et navn som træner i hjemlandet hos Mainz, hvor han stoppede i 2014.
Året efter blev han cheftræner for Borussia Dortmund, men den tyske storklub fyrede ham sidste år efter to sæsoner, hvor han sluttede af med at vinde den tyske pokalfinale.
Thomas Tuchel blev tidligere sat i forbindelse med cheftrænerjobbet i Bayern München og rollen som manager i Arsenal. Men nu skal han i stedet forsøge at føre Paris Saint-Germain mod europæisk succes.
Unai Emery har netop ført Paris Saint-Germain til det franske mesterskab og sejr i den franske pokalturnering og Liga Cuppen, men det var ikke nok til at fortsætte på posten.
Det har utvivlsomt vejet tungt, at Unai Emery ikke har formået at føre Paris Saint-Germain til en Champions League-sejr på sine to år i klubben.
I denne sæson røg klubben ud med samlet 2-5 til Real Madrid i ottendedelsfinalen.
I sæsonen forinden røg Paris Saint-Germain også ud til et spansk hold i ottendedelsfinalen, da det blev samlet 5-6 mod FC Barcelona.
Efter en 4-0-sejr på hjemmebane formøblede franskmændene alt i slutminutterne af returkampen, som Barcelona endte med at vinde 6-1.
I Unai Emerys første sæson som cheftræner måtte Paris Saint-Germain endda se Monaco løbe med det franske mesterskab.
Spanieren nåede ud over mesterskabet i år at vinde både den franske pokalturnering to gange og den franske Liga Cup to gange.
Unai Emery kom i 2016 til Paris Saint-Germain fra spanske Sevilla, som han førte til tre Europa League-sejre på stribe fra 2014 til 2016.
/ritzau/