Den ros, skal de have. Selv efter at have hældt to kasser øl lige ned i løgnhalsen, er de ikke bange for at sige sandheden.

Som er, at selveste det samfundskritiske Magtens Korridorer har fået 100.000 kroner for at tage til Sverige og spille et job for det, forsanger Johan Olsen, kalder et stort multinationalt selskab med monopollignende markedsandele .

I seng med Microsoft, ud på vulkaner, det krøllede håb kunne man have sunget med en lettere omskrivning af bandets nyeste radiohit Pandora .

For her sidder man, fuld som en svensker, på vej hinsidan i en tourbus sammen med Danmarks mest øldrikkende band for at deltage i en stort anlagt lanceringsfest for Xbox-spillet Halo 3 , som Johan Olsen og co. netop har skrevet en hyldestsang til. Med engelsk tekst, vel at bemærke.

Det er succesorkestrets allerførste udenlandske job, og de har faktisk fået lov at spille en enkelt af deres nye sange, bortset fra at spilgiganten har nedlagt censur mod netop Pandora -singlen. Tekstlinjerne Toyota og fester til vi dør er ganske enkelt alt for stærk kost til splatter-spilmagerne. Også sangen Dæmoner er udelukket, fordi Johan indleder med de kontroversielle ord: »Hun går til bageren«. Man tror, det er løgn, men bandet sværger på, det er sandt.

Klokken er 07.05 en onsdag morgen foran øvelokalet på Amager. En stort, hvid Nightliner-bus står klar til et band, der ikke kan få gjort sig færdige. Vi skal nå en færge, men de skal nå at pakke al deres grej.

Man må godt kaste med sten

Vi når det. Altså, at komme på færgen og købe tre kasser øl til morgenmad, og lige her må jeg indskyde, at D-A-D, Kashmir og Saybia og alle de andre såkaldte rockbands godt kan lægge sig ned og pusle med en varm sutteflaske, for de her halvgamle Magtens-drenge, de ved, hvilken vej øl skal vende. Også om morgenen lige før en international satsning.

Dog sker der noget yderst mærkværdigt, da vi en brandert og en lur senere står side om side og lader vandet opad de svenske klippevægge.

»Vi er lige blevet børsnoterede,« udbryder Johan Olsen, efter et opkald fra deres multinationale pladeselskab, Universal.

Men stop lige. I er jo sådan et samfundskritisk band, der revser Weber Grill-generationen?

»Ja, men hvorfor skulle det være et problem at være samfundskritisk og samtidig være børsnoteret?,« spørger forsangeren.

Er det ikke lidt en modsætning, at I selv bliver en del af Magtens Korridorer?

»Nej, for man må godt kaste med sten, når man selv bor i glashus.«

Så vil jeg sgu med i aktionærforeningen og have indflydelse på mindst ét nummer?

»Ja, prøv det.«

Og så er den debat ikke længere. For som der står i pladeselskabets seneste pressemeddelelse:

Ikke én kommerciel tanke om hitsingler har fået Magtens Korridorer til at skrue ned for blusset, eller op for gøglet. Ikke én stylist har fået lov at krumme et hår på hovedet af bandets fem medlemmer, siden de brød igennem. Ikke én pladeselskabsmand har rettet et komma i deres tekster.

For grim til andet

Vi hopper på bussen igen. Åbner dåser. Jeg spekulerer på om bandet virkelig er så ukompliceret. De skændes aldrig (påstår de), de skriver både musik og tekster sammen med stor respekt for hinandens idéer (påstår de), og hver gang, man forsøger at snakke om noget alvorligt, så ender de med at grine (påstår jeg). Er de virkelig så umulige at skyde igennem. Jeg spørger Johan Olsen.

Kan man sige, at bandets store succes er steget bandet, især forsangeren, til hovedet?

»Det var der én, der spurgte Niklas (guitaristen, red.) om i forbindelse med et interview, og Niklas svarede: Nej, det har det overhovedet ikke, for Johan var lige så overfladisk og arrogant før’,« griner Johan med sin støjende latter og fortsætter:

»Nej, det har ikke påvirket nogen i bandet. Jeg er 38 år gammel, så alt det lort dér er overstået. Man har jo formet sin personlighed. Men det påvirker da én, at alle de mennesker, du møder, ofte har en meget personlig holdning til dig. Du ved, det er ikke lige hver dag, man orker at folk kommer hen og tager billeder af én med deres mobiltelefon, når man bare er ude at handle.«

Men er der fisse i det?

»Nej, så skal du ikke spille Magtens Korridorer-musik. Så skal du spille Brian Rice-musik,« griner Johan.

»Nu er vi også temmelig grimme, undtagen Terkel. Og desuden i faste parforhold.«

Faste lorteparforhold?

»Jo da.«

Men tør man konkludere, at I kompenserer for jeres grimhed ved at spille rockmusik?

»Det gør de andre, jeg gør ikke,? råber hele bandet i munden på hinanden.«

Eksponeringssyg

»Altså, for mit vedkommende,« siger Johan Olsen og afbryder de brede grin: »Så tror jeg, det hele kommer af, at da jeg gik ud af folkeskolen og ind i gymnasiet, fandt jeg ud af at jeg virkelig var den mest eksponeringssyge narcissist, man kunne finde der i 80 erne, og det siger ikke så lidt. Rasmus, var jeg ik også narcissist i gymnasiet?,« råber han til bandets guitarist og tangentbestyrer.

Sammen har de to i tidernes morgen underholdt Gentofte Statsskole med showet Kuk, koks og kultur iført nylonstrømper, bar mave og spejlrefleks-solbriller, men først en del år senere, i 1994, blev det alvor – i biologernes fredagsbar. Det var dengang, Johan Olsen læste biologi på Københavns Universitet.

» Årh, hvad, mand. Det er ikke sidste gang, jeg har prøvet det her . Jeg havde en stærk fornemmelse af at være forelsket,« fortæller Johan Olsen.

Du ligner også stadig en rigtig rockmusiker. Hvis man driller dig med, at dine bukser er rimeligt stramme, så tricker du. Hvorfor?

»Jeg tror, at jeg er meget, meget forfængelig. Men jeg blander mig heller ikke i andres tøjsmag. Faktisk er jeg slet ikke så opmærksomhedssøgende mere. Nu kan jeg godt lide at være et sted, hvor ingen ved, hvem jeg er. Som for eksempel her i Sverige.«

Ring af ild

Gasolin gjorde det. Tog på tour i Skandinavien med stor succes, selv om de sang på dansk. Magtens Korridorer drømmer også om det, selv om det eneste hørbare slægtskab, de musikalsk har til Sverige, er inspirationen fra supergruppen Kent.

Onsdag klokken 21.07 står de foran testen i Berwaldhallen, en svensk pendant til Radiohuset. Alt er kaos. Bandet forsøger at have lydprøve i den ene side af scenen, mens et symfoniorkester afprøver hver sit instrument i den anden side, og to moderne dansere svinger rundt foran, og et sort bagtæppe kommer på plads bagved, og en skaldet mand med en fagot forvirret går rundt om sig selv. Tre timer senere er det hele overstået.

Lanceringen af et kommercielt produkt er netop blevet indhyllet i røg og dans og klapsalver – især til Korridorernes version af Halo-hymnen Heretic , plus det ene nummer de også fik lov at spille kaldet Ring Af Ild .

Men som Johan Olsen siger til efterfesten, med et stort, flabet grin:

»Det var slut før, vi overhovedet kom i gang. Sådan er det, når man sælger sin sjæl til de multinationale.«