Braget flænger gennem morgenstilheden. Poul Østerby sidder musestille tre meter over skovbunden på en stol oppe i et træ. Han er klar over, at lyden kommer fra nabogrunden, hvor en anden jæger er på jagt med riffel. Selv har han sin compoundbue liggende på knæene, mens han lader blikket feje hen over træer og buske i morgensolen. Efter bukken.

Jagten er lige gået ind. Omkring ham brøler fuglene, som om de har ekstra stor lungekraft denne morgen ved Fusing Sø udenfor Randers. Klokken er 05.38. Han finder sin sorte mobiltelefon frem fra inderlommen og begynder at sms e til sin jagtmakker Michael Blichfeldt.

»Bukken er lige blevet skudt. Nu er der ikke flere,« skriver han og når lige at trykke på send . Så står de to bukke der. Lige foran ham.

Poul Østerby på 38 år og går ofte på jagt sammen med hans makker Michael Blichfeldt på 32 år. Poul har brugt buen i syv år, mens Michael også godt kan lide at gå på jagt med riflen. Han har gået på buejagt i 12 år, men det er aldrig lykkedes ham at ramme en buk.

Poul hørte første gang om buejagt, da han kom i Randers Bueskyttelaug. Siden da har han ikke haft lyst til at gå på almindelig jagt. Han synes bedre om, at dyret ikke må være mere end 25 meter væk, når det bliver skudt. Det er sværere at komme så tæt på. Han nyder også, at buen kan skyde fuldstændig lydløst. Ingen bliver forstyrret.

Det værste, der kan ske

De to bukke på jorden går langsomt gennem græsset mod det sted, hvor Poul sidder med mobiltelefonen i hånden. Han spekulerer på, hvordan han får lagt mobilen væk og får fat på buen, der stadig ligger på hans knæ.

Dyrene standser forsigtigt op, da de nærmer sig det spor, han lavede i græsset, da han kom for cirka 25 minutter siden. Så langsomt som muligt lægger han mobilen fra sig og samler buen op. Han opdager ikke, at Michael sms er tilbage: »Bare rolig. Der er altid en mere.«

Jagt med bue er ikke som jagt med riffel. Når Poul og Michael jager, lister de sig gennem skoven og passer godt på, at de ikke træder på mælkebøtter eller kviste, der kan skræmme dyrene væk. Som regel deler de sig og sætter sig hvert sit sted i skoven og venter og nyder naturen. Buejagt drejer sig også om tålmodighed.

En buk må ikke stå længere end 25 meter væk, hvis den skal skydes med en pil. På længere afstande kan den høre lyden fra pilen og begynde at løbe, før pilen rammer. Og det må ikke ske. Det værste, der kan ske for en jæger, er nemlig, at bukken bliver ramt uden at dø.

Nu eller aldrig

Poul løfter langsomt buen, men selv den mindste bevægelse får de to etårs-bukke til at stande op og kigger. Han ser dem bevæge sig om foran det træ, hvor han sidder. Langsomt. Den ene buk nipper til de friske skud på et lille egetræ.

»Så er det nu eller aldrig,« tænker Poul og spænder buen, mens han hæver og sigter på dyret.

Han skyder. Pilen farer gennem luften. De to bukke løber ind mellem træerne og forsvinder. Pouls hjerte hamrer. Han kan se pilen på det sted, hvor bukken stod, men han ved ikke, om han har ramt. Både glæde og tvivl bobler inden i ham.

»Har jeg nu ramt?«

Frygten for, at han kun har snittet dyret, så det lider, blander sig med glæden over at have skudt. Med rystende fingre fisker han mobilen frem fra inderlommen. Han skriver til Michael, til sin bror og til nogle jagtkammerater.

»Jeg har lige skudt et dyr,« står der i dem alle sammen.

Hans hænder ryster så meget, at han næsten ikke kan skrive sms erne. I 20 minutter venter han på sin plads i træet. Hvis man løber ned efter dyret og gør det bange, kan adrenalin i kroppen få dyret til at løbe langt væk. Så langt, at han aldrig finder det.

Lyst blod

På jorden samler han pilen op. Den er dækket af lyst blod, så han ved, at den er gået gennem dyret lige ved lungerne. Græsset viser intet blodspor. Han bliver nervøs igen.

»Jeg kan ikke finde andet blod end det på pilen,« sms er han til Michael. Så begynder han systematisk at lede. I en afstand på 50 meter fra stedet søger han efter dyret. Da han er nået ind på 20 meters afstand, og han stadig ikke har fundet det, er han blevet virkelig nervøs. Der er gået en time, siden han skød pilen afsted.

Poul overvejer at ringe til en mand med en sweisshund. Den kan søge efter blodspor, som øjet ikke kan se. Inde mellem nogle træer får han øje på noget.

Der ligger dyret. Lettelsen skyller gennem ham. Så var det skudet i orden. Dyret var dødt kort efter.

Poul renser dyret i skoven – og lader indvoldene ligge. Bukken tager han med til gården, som skoven hører til. I morgen skal den parteres og spises. Han er glad og stolt af sin fangst, selvom den ikke er ret stor. På de syv år, han har været buejæger, har han skudt tre bukke. Så det sker ikke hver dag.

Michael ankommer senere på dagen og beundrer byttet. Han fik ikke skudt noget. I morgen skal de to jagtkammerater igen ud i skoven med buen. Bukken havde jo en bror. Og de har også en far, som de to buejægere gerne vil have indenfor skudvidde.

Der er omkring 600 buejægere i Danmark. Det er ikke tilladt at skyde større dyr end rådyr.