Urmageren kigger ikke på dem. Stirrer bare tomt ud i luften eller ned i bordet, mens de to karseklippede mænd i vidneskranken forklarer, hvordan de braser ind gennem døren til hans urbutik, retter to attrap-pistoler mod ham og brøler »down, down!«

Mandag begyndte sagen mod den urmager, der 16. januar skød efter tre østeuropæiske mænd, da de forsøgte at røve hans butik i Kompagnistræde i indre København.

En urmager, der ikke vidste, at det var legetøjspistoler, han blev truet med, og derfor troede, han skulle dø:

»Den ene presser en pistol mod mit hoved, mens den anden banker løs på mig. De råber og skriger, og jeg har hørt om flere tilfælde, hvor øst-banditter bare skyder personalet. På et tidspunkt oplever jeg, at jeg ser mig selv bagfra blive skudt i nakken. Senere er det, som om alt går i sort,« sagde urmageren stille, da det blev hans tur i vidneskranken.

Hullet hukommelse

Og der var flere ting, urmageren ikke kunne genkalde fra de kaotiske minutter.

Han kunne hverken huske lyden af de skud, han affyrede, eller at han trykkede på aftrækkeren – blot at han kom til sig selv med en diffus fornemmelse og en pistol i hånden, hvorefter han skænkede sig selv et stort glas cognac.

På tv har urmageren forklaret, at sagen har mærket ham for livet. I byretten fulgte de to røvere ham fra sidelinjen, og ofte talte urmageren så lavmælt, at dommer og forsvarer flere gange måtte bede ham hæve stemmen.

Købte våben

Urmageren forklarede, at hans nerver havde været »flossede« af, at butikken havde været udsat for seks røverier på tre år – flere gange var røverne bevæbnede.

Desuden havde hans familie fået trusler af nogle svindlere, urmageren havde planer om at melde til politiet, fordi de havde hustlet sig til et Rolex-ur til 180.000 kroner uden at betale for det.

Så da der en dag kom nogle lyssky sælgere forbi butikken og tilbød ham våben, slog han til.

»Det var nok lige som en sutteklud. Pistolen gjorde, at jeg følte mig mere tryg,« svarede urmageren, der dagligt bar en pistol fra Anden Verdenskrig i bukselommen, sov med en skarpladt Colt 45 under madrassen, og havde et oversavet jagtgevær i pengeskabet.

Og urmageren var ikke bange for, at hans autistiske søn skulle finde pistolen under madrassen, forklarede han, da anklageren spurgte:

»Nej, han lever lidt i sin egen verden. Hans eneste interesse er elpærer og lysstofrør. Alt andet har ingen interesse.«

Fra Korch til Tarantino

Urmageren fortalte, hvordan han havde siddet og hørt musik og sludret med sin kollega over et glas cognac, da den første røver bankede på døren i tusmørket udenfor. Stemningen var hyggelig og tilbagelænet, og derfor var han blevet ekstra forskrækket, da de tre råbende mænd væltede ind.

Samme oplevelse havde urmagerens niece, der på det tidspunkt lavede regnskab i butikken:

»På et splitsekund gik det fra at være Morten Korch til Tarantino,« sagde niecen, der i vidneskranken lod til at være meget berørt af begivenhederne:

»Der var råben og skrigen, vold og galskab. Jeg var rædselsslagen for, hvad der skulle ske. Jeg sidder på hug nede i hjørnet og gemmer mit hoved bag pengeskabet, og da jeg et splitsekund kigger tilbage, kan jeg se, at der bliver svinget noget mod min morbrors hoved,« sagde hun og forklarer, at det var hende, der trykkede på alarmknappen og ringede til politiet, efter røverne var løbet ud af forretningen.

To af de mænd, der begik røveriet, og som i går sad bænket i byretten, mente ikke, at urmageren var blevet slået. De to mænd er 25 og 26 år og kommer fra Beograd.

De begik røveriet, fordi de manglede penge, forklarede de. Urmagerbutikken lå perfekt på en ikke særlig trafikeret gade. Det var ikke meningen, at nogen skulle komme til skade, forklarede den ene:

»Vi tænkte, at forretningen nok var forsikret. Vi ville ikke gøre nogen noget ondt,« sagde han.