Den afghanskfødte læge Rana Bibi kom til Danmark i år 2000 med håbet om en bedre tilværelse.
I den ene hånd havde hun sine uddannelsespapirer fra hjemlandet, i den anden hånd sin lille dreng. Efter at være landet i Københavns Lufthavn tog mor og søn toget til Frederikshavn, hvor Rana Bibis mand ventede på dem. Efter års splittelse blev familien genforenet.
I dag er Rana Bibi blevet 44 år, og hun har gjort lynkarriere i Danmark. Den ambitiøse kvinde arbejder nu som overlæge på lungemedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Selv om hun i mellemtiden har fået det rødbedefarvede pas, er hun en del af en tendens, der har skyllet ind over de danske sygehuse i de senere år:
I 2010 arbejdede der 2.397 udenlandske læger på de danske sygehuse. Fem år senere var 3.034 udenlandske læger beskæftiget som enten reservelæge, afdelingslæge eller overlæge på de offentlige hospitaler. Det svarer til en stigning på næsten 27 procent på bare fem år.
Særligt i Nordjylland mærker de tilgangen af læger fra udlandet.
- Jeg har mange kolleger, der har rødder fra andre lande. Så jeg kan helt sikkert mærke tendensen, siger Rana Bibi til Avisen.dk.
Nordjysk dialekt kan være en udfordring
Som andre udenlandske læger har Rana Bibi været igennem prøver, sprogskole og turnus-ordninger for at få autorisation til at arbejde på danske hospitaler. I 2004 fik hun endelig det vigtige bevis efter at have været i praktik på gynækologisk afdeling året før. Rana Bibi arbejdede på hospitaler i Frederikshavn og i Hjørring, inden hun havnede på Aalborg Universitetshospital, hvor hun startede som afdelingslæge.
Den 44-årige kvinde taler dansk, men i starten kunne det godt være svært at forstå fru Jensens nordjyske dialekt, når hun beklagede sig over sine ømme ben.
- Hvis der er patienter med specielle dialekter, kan det godt være svært for mig at forstå dem. Men så bliver jeg bare ved med at spørge, indtil vi forstår hinanden. Jeg har aldrig følt, at det har været et problem, og jeg elsker mine patienter, siger hun.
I det hele taget synes Rana Bibi, at hun er blevet taget godt imod på det danske arbejdsmarked. Noget, hun ikke var vant til, da hun arbejdede i Afghanistan, hvor der ifølge hende er stor diskrimination af kvindelige læger. Faktisk fik hun slet ikke lov til at praktisere, da hun var en helt ung læge i fødelandet.
- Jeg var nødt til at arbejde på en privat klinik, og det skulle holdes hemmeligt, at jeg arbejdede der. Hvis myndighederne fandt ud af det, ville klinikken blive lukket med det samme, fortæller Rana Bibi.
"Dokumentation har taget overhånd"
Hun glæder sig over at have mulighed for at arbejde i Danmark, hvor hun kan udvikle sig fagligt. Der stilles større krav til dokumentation i det danske sundhedsvæsen sammenlignet med det afghanske, har hun erfaret.
- Myndighederne stillede næsten ingen krav til, at vi skulle dokumentere noget som helst i Afghanistan. Vi skulle bare overholde vores lægefaglighed. Så er det noget andet i Danmark, hvor alt skal skrives ind i et computersystem. Det er selvfølgelig godt, at det hele bliver skrevet ned, men jeg føler lidt, det har taget overhånd.
Privat bor Rana Bibi i dag i Aalborg med sin familie, der siden ankomsten er vokset fra tre til nu seks medlemmer. Hun har ikke besøgt Afghanistan, siden hun kom til Danmark i 2000. Hun tør simpelthen ikke.
- Det er for farligt, og jeg går ikke på kompromis med mine børns sikkerhed. Selvfølgelig savner jeg familie og venner i Afghanistan, men det er i Danmark mit liv er nu, siger Rana Bibi.