En tidligere sikkerhedsvagt for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er blevet sigtet for vold mod to demonstranter under en protest i Paris den 1. maj.
Bliv her klogere på sagen, som flere franske medier betegner som den hidtil mest skadelige i Macrons tid som præsident:
* 18. juli:
Den franske avis Le Monde offentliggør en videooptagelse fra en smartphone, der viser Alexandre Benalla, en højtstående sikkerhedsvagt for Macron, der iført en politihjelm slår og tramper på en mandlig demonstrant i Paris 1. maj.
* 19. juli:
Franske anklagere oplyser, at de har indledt en undersøgelse af sagen.
Samme dag forsøger Macron at undlade at svare på journalisters spørgsmål om sagen under et besøg i Sydfrankrig. Det sker, imens at oppositionspartier holder krisemøder om sagen og kræver forklaringer.
Le Monde offentliggør en anden video, der viser sikkerhedsvagten Alexandre Benalla smide en ung kvinde i jorden under samme demonstration 1. maj.
* 20. juli:
Alexandre Benalla bliver taget i politiets varetægt.
Macrons kontor oplyser, at Benalla er fyret, efter at "nye elementer" er kommet frem i sagen. Benalla mistænktes blandt andet for at have modtaget overvågningsmateriale fra politiet i et forsøg på at rense sit navn.
Samme dag bliver tre højtstående politifolk suspenderet på mistanke om at have hjulpet Alexandre Benalla.
* 21. juli:
Benallas varetægtsfængsling forlænges med 24 timer, og hans hjem i en forstad til Paris ransages.
De tre betjente, der er mistænkt for at have udleveret videomateriale til Benalla, bliver også taget i politiets varetægt.
Lederen af det franske underhus oplyser, at Macrons indenrigsminister, Gérard Collomb, mandag formiddag klokken ti skal udspørges om sagen i et åbent samråd. Ifølge flere medier kendte Collomb angiveligt til sikkerhedsvagtens voldelige optræden, inden sagen kom frem i offentligheden.
* 22. juli:
Alexandre Benalla bliver sigtet for vold for at have udgivet sig for at være en politibetjent og for ulovlig brug af overvågningsbilleder.
Også en anden sikkerhedsansat i præsident Emmanuel Macrons regeringsparti, Vincent Crase, bliver sigtet i sagen. Det samme gør de tre mistænkte politifolk.
Kilde: AFP.
/ritzau/