Statsadvokaten i København har tirsdag besluttet at tiltale to politiledere, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé, for at have løjet i retten i den såkaldte Tibetsag.
Samtidig står det klart, at ingen andre politiansatte vil blive retsforfulgt.
Her er de vigtigste begivenheder i Tibetsagen:
* Kinas præsident, Hu Jintao, var på statsbesøg fra 14. til 16. juni 2012.
* Demonstranter måtte ikke være synlige for præsidenten, besluttede Københavns Politi. Flere fik frataget deres Tibet-flag. En demonstration på Højbro Plads blev skjult bag politiets mandskabsvogne.
* Fra 4. til 7. juni 2013 var Ju Zhengsheng, formand for det kinesiske parlaments overhus, i Danmark. Denne gang hindrede blandt andre motorcykelbetjente folk med tibetanske flag i at være synlige.
* Seks personer anlagde i 2012 sag mod Københavns Politi for ulovlig frihedsberøvelse. I et retsmøde i byretten 22. august 2013 afviste de to politiledere, der nu er blevet tiltalt, at der året før var særlige instrukser om tibetanske flag.
* Folketingets retsudvalg stillede i 2012, 2013, 2014 og 2015 spørgsmål om politiets indsats. Igen og igen afviste politiet, at der var en ordre.
* I 2015 nåede retssagen til Østre Landsret. Dommerne tvang politiet til at frigive radiokommunikation. "Tag flaget fra dem, kom!" lød en af ordrerne.
* Landsret fastslog i en dom 22. september 2015, at politiet "udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident". Dommerne rejste af egen drift spørgsmålet, om politiet krænkede Grundloven og menneskerettighederne.
* Politidirektør Thorkild Fogde anmeldte 28. september 2015 sine politifolk for strafbart forhold til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, efter fund af skriftlig ordre.
* Justitsminister Søren Pind (V) nedsatte 2. oktober 2015 en undersøgelseskommission. Det skyldtes, at Folketinget var blevet ført bag lyset.
* Politilederne Olsen og Oryé blev i oktober 2016 sigtet af DUP for at have løjet i retten i 2013.
* Tibetkommissionen indledte 2. november 2016 afhøringen af cirka 70 personer.
* I april 2017 afleverede DUP sin undersøgelse med afhøringer af 414 personer til Statsadvokaten i København. Heraf 24 potentielt mistænkte med en sigtets rettigheder.
* I december 2017 fastslog Tibetkommissionen, at politiet gav klart ulovlige ordrer i 2012 og 2013. Politiet tilsidesatte borgernes ret til at ytre sig og forsamle sig. Grundloven, menneskerettighederne og politiloven blev krænket.
* Der er grundlag for disciplinærsager mod politiledere Olsen og Oryé, og der var kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen.
* Politiets ulovlige optræden skyldtes formentlig den stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, mener kommissionen.
* Folketinget fik i 2012, 2013, 2014 og 2015 svar, der på flere punkter var "objektivt urigtige, vildledende eller ufyldestgørende", fastslår kommissionen.
* Københavns Politi besluttede 18. april i år at give otte borgere, der havde anlagt retssag, erstatning på hver 20.000 kroner. Nogle havde krævet det halve.
* Folketingets Finansudvalg tilsluttede sig 26. april, at politiet betaler erstatning også i sager, der egentlig er forældede. Potentielt vil op mod 200 personer kunne få erstatning, oplyser Justitsministeriet.
/ritzau/