Anklagemyndigheden har rejst en række sager mod unge, der skal have rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.
Ni er dømt eller tiltalt. Desuden har politiet sigtet fem personer, heraf to kvinder.
Få et overblik her:
* En tidligere pizzabager fra Ishøj, Enes Ciftci, der også er tyrkisk statsborger, er idømt fængsel i seks år for to rejser til Syrien. I november blev han af Højesteret frakendt sin danske indfødsret.
* En 26-årig mand blev 4. oktober af Retten i Aarhus idømt fængsel i tre år for en rejse til terrortræning i Syrien. Manden, der også har tunesisk pas, slap for at miste sit danske statsborgerskab. Dommen er anket.
* Den 26-årige Adam Johansen blev 26. oktober af Retten på Frederiksberg idømt fængsel i fire år. Johansen, der også er tunesisk statsborger, undgik frakendelse af dansk statsborgerskab. Dommen er anket.
* Den 22-årige Anis Laraba, der også har statsborgerskab i Algeriet, er onsdag blevet idømt fem års fængsel af Retten i Glostrup for at have tilsluttet sig IS. Han frakendes også sit danske statsborgerskab. Dommen er anket.
* Retten på Frederiksberg ventes i denne måned at afgøre sagen mod to mænd på 21 og 30 år.
* Retten i Glostrup behandler i januar og februar en sag mod en 27-årig tyrkisk statsborger.
* En 24-årig mand med finsk statsborgerskab er tiltalt ved Retten i Esbjerg.
* Derudover er en anden 24-årig mand, der er dansk statsborger, tiltalt ved Retten i Aarhus.
* Anklagemyndigheden har endnu ikke afgjort, om der skal rejses tiltale mod yderligere fem personer, heraf to kvinder, i to forskellige sager, der efterforskes af Københavns Vestegns Politi.
Kilder: Domme, anklageskrifter.
/ritzau/