Ove Pedersens FC Vestsjælland-mandskab debuterede i sidste weekend i Superligaen med 1-1 i Brøndby.
Lørdag aften tabte Slagelse-klubben så 0-2 hjemme til AGF, men her så Ove Pedersen en bedre indsats end den, hans hold leverede på Brøndby Stadion.
- Jeg er mere tilfreds med indsatsen i dag, end jeg var i Brøndby. Forskellen er egentlig bare, at vi i Brøndby scorede, det gjorde vi ikke her.
- Vores spil hang bedre sammen, og vi formåede at spille os frem til store chancer. Men når man er i Superligaen, skal man score på chancerne, hvis man vil have noget med sig, siger Ove Pedersen.
Den tidligere AGF'er Michael Lumb markerede sig i FC Vestsjællands venstreside, og også han var spillemæssigt godt tilfreds med kampen.
- Jeg synes egentlig, at vi formåede at spille forbi AGF's første pres, så vi kom til at spille i mellemrummet. Nogle gange stressede vi lidt for meget på den sidste tredjedel af banen, fordi vi blev lidt for ivrige, siger Lumb.
- Vi var rigtig meget med i kampen og havde luret, hvordan AGF ville spille. De kom ikke frem til ret meget, men det handler om at score. Det gjorde vi ikke, det gjorde AGF.
Lumb har fået sin fodboldopdragelse i AGF og har stadig mange venner i klubben. Lørdagens kamp var hans første mod AGF nogensinde, en speciel oplevelse for backen.
- Jeg kender stort set alle spillere, også fordi jeg jævnligt har trænet med. Men det er nok mere før kampen, at man tænker over det. Når først kampen er i gang, tænker man ikke på, hvem man står over for.
- Efter kampen er der selvfølgelig nogle drillerier, og jeg havde da nok foretrukket at stå som vinder. Men jeg må jo bare tage med, at der nok kommer nogle drillende beskeder, siger Lumb.
Michael Lumb forlod AGF i januar 2010, hvor han skiftede til Zenit St. Petersburg. Siden har han været forbi Feyenoord, AaB, Freiburg og Bochum, inden han tidligere på sommeren skrev kontrakt med FCV.
/ritzau/